Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Parallelsamfund: Aftale på skoleområdet på plads

Sprogprøver i 0. klasse og styrket forældreansvar er dele af den aftale regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet

Undervisningsministeriet

Regeringen Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er enige om, at der fremover skal indføres sprogprøver i 0. klasse kombineret med intensiv støtte til at styrke elevernes sprog på grundskoler med en høj andel af børn fra udsatte boligområder.

Partierne er også enige om at styrke forældreansvaret ved at indføre krav til, at børn deltager i undervisningen i folkeskolen, så manglende deltagelse kan medføre underretninger med henblik på at gribe tidligt ind over for fravær og efterfølgende bortfald af børnecheck.

Pulje på 76 mio. kr. årligt

Derudover er der enighed om at indføre øgede sanktioner over for folkeskoler og ungdomsuddannelsesinstitutioner, der gennem længere tid har dårlige resultater. Der bliver samlet sat 76 millioner kroner af om året til delaftalen.

”Børn og unge fortjener lige muligheder i skole- og uddannelsesliv. Det kræver blandt andet, at forældre løfter deres ansvar, så børn, der er født og opvokset i Danmark, kan dansk, når de begynder i 1. klasse. Med delaftalen understreger vi forældreansvaret for deres børns skolegang og sikrer elevernes ret til undervisning af høj kvalitet. Sammen med sprogprøven er det vigtige skridt i kampen mod parallelsamfund,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Det rummer aftalen

  • Sprogprøver i 0. klasse og støtte til styrkelse af elevernes sprog

    Partierne bag delaftalen er enige om, at forældrene har ansvar for at sikre deres børns basale sprog før skolestart. Den nye sprogprøve og intensiv støtte til styrkelse af elevernes sprog skal sikre, at alle børn kan indgå i det sociale og faglige fællesskab i skolen, når de begynder i 1. klasse.

    Med tre sprogprøver i løbet af 0. klasse kombineret med intensiv støtte til styrkelse af elevernes sprog, sommerskole og en fjerde mulig prøve før skolestart i 1. klasse er der mulighed for at hjælpe de forældre og børn, som har et negativt udfald ved en sprogprøve.

    I de tilfælde skal skolen gøre forældrenes ansvar for barnets skoleparathed tydeligt og understøtte dem i at udvikle barnets sprog, hvor der blandt andet stilles en gratis værktøjskasse til rådighed for forældrene. Samtidig modtager barnet sprogstimuleringsforløb på skolen. Der sættes i alt 32 millioner kroner årligt af til varigt at styrke elevernes sproglige færdigheder på skoler i udsatte boligområder.

    Aftalen sikrer også en parallelitet mellem de krav, der stilles til børn i 0. klasse og tosprogede elever, som optages på de pågældende skoler senere end 0. klasse.

    Når elever, som modtager dansk som andetsprog, overgår til at følge den almindelige undervisning i klassen, skal eleverne fremover have evalueret deres sprogkompetencer ved en prøve, inden de kan rykke et klassetrin op.

    Aftalepartierne er enige om, at sprogprøverne skal være obligatoriske fra skoleåret 2019/20 og vil derfor først træde i kraft efter et valg.

  • Styrket forældreansvar

    Forældrene har ansvar for at sikre, at deres børn deltager i undervisningen, da det er en forudsætning for at kunne indgå i det sociale og faglige fællesskab på skolen.

    Med delaftalen understreger aftalepartierne det ansvar, så det fremover betyder underretninger med henblik på at gribe tidligt ind over for fravær og efterfølgende bortfald af børnecheck, hvis børn i folkeskolen har mere end 15 procent ulovligt fravær i et kvartal.

  • Øgede sanktioner over for institutioner med dårlige resultater

    Som en del af aftalen indføres også nye statslige sanktionsmuligheder over for skoler, der vedvarende leverer dårlige faglige resultater, for eksempel på grund af udfordringer med at løfte eleverne og dårlig trivsel på skolen.

    folkeskoleområdet giver de nye sanktioner bedre muligheder for at udstede pålæg til kommunen og i sidste ende lukke skoler.

    ungdomsuddannelsesområdet skal det eksisterende tilsyn suppleres med de samme nye indikatorer som på folkeskoleområdet.

    Derudover bliver der indført nye sanktionsmuligheder, så ministeriet kan pålægge en institution at stoppe med at optage elever med lav faglighed, så eleven i stedet må optages på en anden institution, og i sidste instans kan ministeriet beslutte at lukke institutionen.  

Foto:  Joachim Adrian/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix

Det siger politikerne om aftalen

  • Alex Arendtsen, undervisningsordfører for Dansk Folkeparti

    ”For Dansk Folkeparti har det været vigtigt med et nybrud i tilgangen til børn og unge med ikke-vestlig baggrund i undervisningssystemet. Udfordringerne i skoler og på uddannelsesinstitutioner med mange elever med ikke-vestlig baggrund er desværre vokset sig så store, at der er behov for en meget konsekvent tilgang for at kunne løse dem.

    Det sikrer vi med denne aftale, og det er jeg tilfreds med”

  • Mattias Tesfaye, integrationsordfører for Socialdemokratiet

    ”Med aftalen laver vi den største investering længe i eleverne på de mest udsatte skoler i Danmark. 32 millioner kroner til 45 skoler i udsatte boligområder er mange penge. Nu bliver det virkelig muligt at hjælpe de børn, der desværre kommer i skole uden at kunne tale ordentligt dansk.

    De er så langt bagud på point, at de risikerer aldrig rigtig at indhente det. Det er de børn, Socialdemokratiet har kæmpet for, og som vi giver et kæmpe løft med den her aftale.

    Derudover er vi virkelig glade for, at der bliver afsat 21 millioner kroner til den sociale indsats, der skal følge af, at kommunerne som noget helt nyt automatisk skal reagere, hvis elevernes fravær vokser”

  • Anni Matthiesen, undervisningsordfører for Venstre

    ”Det er altafgørende, at vi sætter tidligt ind med hjælp til børnene, når det gælder deres sprog. Hvis ikke vi gør det, vil de halte bagefter resten af skoletiden, og det kan vi ikke byde dem eller samfundet”

  • Brigitte Klintskov Jerkel, undervisningsordfører for Det Konservative Folkeparti

    ”Hvis vi skal parallelsamfund til livs, er det nødvendigt med en tidlig indsats. Med sprogprøven og de tilhørende forløb med sprogstimulering i 0. klasse sikrer vi, at børn kan følge med både fagligt og socialt, når de begynder i 1. klasse.

    I det forløb har forældre et stort ansvar for at hjælpe og støtte deres børn, for skolen hverken kan eller skal gøre det alene”

Aftaletekst
pdf (303 Kb)