Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Afgiftsreform der fremmer grøn omstilling og billigere energi

Tiden er løbet fra den måde, vi har indrettet energiafgifterne på. De høje afgifter på elforbrug spænder ben for, at flere vælger grønne løsninger

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Statsministeriet
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Regeringen ønsker en grøn reform af energiafgifterne. Tiden er løbet fra den måde, vi har indrettet energiafgifterne på. De høje afgifter på elforbrug spænder ben for, at flere vælger grønne løsninger såsom varmepumper og en bedre udnyttelse af overskudsvarmen.

Regeringen foreslår

  •  Umiddelbare lempelser af afgifter på el og elvarme med i alt ca. 3,5 mia. kr. i 2025:
    • Elafgiften med i alt 25 øre/kWh indfaset fra 2019 til 2025.
    Elvarmeafgiften til ca. 15 øre/kWh fra 2021.
    • Elafgiften for liberale erhverv fra 91,4 øre/kWh til til 0,4 øre/kWh fra 2022.
  • Bedre udnyttelse af overskudsvarme ved at:
    Afsætte 100 mio. kr. årligt til fremme af overskudsvarme. Overskudsvarmeafgiften omlægges under hensyn til udfasning af eksisterende ordninger.
    • Øget transparens i reguleringen af overskudsvarme.
    Mindre bureaukrati for detailmarkedet.
    • Styrke informationsindsatsen for overskudsvarme

 

  • Danske husholdninger har EU’s højeste afgifter på el og dermed uforholdsmæssigt høje udgifter til energi sammenlignet med andre lande.

    Regeringen ønsker at sænke de meget høje afgifter på el og elvarme og gøre el mere konkurrencedygtigt med andre brændsler. Regeringens afgifts- og tilskudsanalyse viser, at en lempelse af elafgifterne indebærer markante samfundsøkonomiske gevinster.

    Konkret foreslår regeringen at lempe henholdsvis elafgiften med i alt 25 øre/kWh, der indfases fra 2019 til 2025, samt elvarmeafgiften fra ca. 30 øre/ kWh til ca. 15 øre/kWh fra 2021. Dermed lempes elvarmeafgiften varigt med i alt 25 øre/kWh fra 2021 i forhold til i dag, og regeringen følger dermed op på Aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer fra november 2017.Dette vil medføre betydelige afgiftslempelser særligt for husholdningerne.

    Regeringen ønsker, at elafgiften for visse liberale erhverv fjernes ned til EU's mindstegrænse. Visse liberale erhverv såsom bl.a. advokater, revisorer og rådgivende ingeniører betaler i dag den høje elafgift på 91,4 øre/kWh. En fjernelse vil sidestille dem med øvrige momsregistrerede erhverv, så de fremover kun skal betale den lave elafgiftssats på 0,4 øre/kWh. Det vil medføre en betydelig afgiftslempelse for disse erhverv.

    Med PSO-aftalen blev der taget vigtige skridt til at skabe et mere elektrificeret samfund baseret på vedvarende energi. Afskaffelse af PSO-afgiften vil ligeledes sikre danskerne en lavere elpris. Med de foreslåede afgiftslempelser sætter regeringen yderligere skub i denne udvikling.

    Bedre udnyttelse af overskudsvarmen
    Regeringen har som mål at udnytte overskudsvarmen fra virksomheder i Danmark. Med afskaffelse af PSO-afgiften og regeringens forslag om en varig lempelse af elvarmeafgiften til ca. 15 øre/kWh fremmes overskudsvarme i forhold til i dag.

    Gældende regler for overskudsvarme er imidlertid meget komplekse, og afgifterne er stærkt differentierede. Det afholder fx mindre virksomheder fra at levere varme til et fjernvarmeværk. Derfor foreslår regeringen, at den eksisterende overskudsvarmeafgift omlægges til ensartede satser på alt overskudsvarme under forudsætning af prisregulering. Samtidig skal der tages hensyn til udfasning af eksisterende ordninger.

    Konkret vil regeringen afsætte en pulje på 100 mio. kr. årligt til fremme af overskudsvarme. Regeringen vil også øge transparensen i og information om reguleringen af overskudsvarme og reducere bureaukratiet for mindre leverandører som fx detailmarkedet.

    Et mere tidssvarende tarifsystem mv.
    Elsystemet er under forandring, hvor stadigt stigende mængder fluktuerende energi tilsluttes distributionsnettet. Det giver anledning til at overveje, hvorvidt den nuværende lovgivning på tarifområdet fortsat er tidssvarende fx i forhold til fleksibelt forbrug. Regeringen vil derfor nedsætte en arbejdsgruppe, der bl.a. skal se på, om tarifferne kan opkræves mere omkostningsægte. Endelig vil regeringen undersøge, om der er behov for at ændre reglerne med henblik på at undgå dobbeltafgift på momsregistrerede virksomheders el ved lagring på batterier mv. og efterfølgende salg til nettet.