Energiudspillet: Din elregning bliver billigere
En typisk familie med to børn vil skulle betale omkring 1.400 til 1.600 kr. mindre i elafgift om året.
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Regeringen vil med sit energiudspil gøre energien grønnere og billigere. Det betyder blandt andet at danskerne vil spare penge på elregningen.
Lempelsen af den almindelige elafgift svarer til en indkomststigning på mellem 550 og 625 kr. for typiske grupper af enlige uden børn. For typiske parfamilier med 2 børn udgør den umiddelbare lempelse i størrelsesorden 1.400 til 1.600 kr., mens den for et typisk pensionistpar udgør ca. 900 kr.
Konkret foreslår regeringen at lempe henholdsvis elafgiften med i alt 25 øre/kWh, der indfases fra 2019 til 2025, samt elvarmeafgiften fra ca. 30 øre/kWh til ca. 15 øre/kWh fra 2021. Kun lempelsen af elafgiften er medregnet i grafikken herover og tabellen herunder.
Initiativerne indebærer også en lempelse for virksomhederne og vil herudover bidrage til øget produktivitet.
Indregning af lempelser for erhverv på 0,7 mia. kr. og øget produktivitet svarende til ca. 0,15 mia. kr. i øget BNP gennem nedvæltning i løn eller overvæltning i priser øger husholdningernes samlede lempelse til 650-825 kr. for enlige uden børn og til 1.825-2.375 kr. for typiske par med 2 børn.
For det typiske pensionistpar udgør den samlede lempelse omkring 1.100 kr.
Herunder finder du uddybende faktaark om beregningerne.