Hårdere kurs over for vold i hjemmet
Social kontrol, æresrelaterede konflikter og vold er helt uacceptabelt. Det skal vi som samfund sige klart fra over for. Ikke mindst, når det sker gennemvold over for fx børn og kvinder. Vold i hjemmet kan have vidtrækkende negative konsekvenser for børn og unges udvikling. Samtidig kan vold i hjemmet medvirke til at fastholde børn, men også kvinder og unge piger i undertrykkende familiemønstre.
Børn, der er vokset op med vold i hjemmet, er i større omfang end andre parate til selv at begå vold senere i livet. Vold kan lægge kimen til voldelig og uhensigtsmæssig adfærd og give et dårligt udgangspunkt for gennemførelse af en uddannelse og senere beskæftigelse.
Som samfund har vi et særligt ansvar for de børn, der er blevet svigtet. Vi skal sikre, at gerningsmændene bliver stillet til ansvar for deres handlinger. Derfor skal vi sætte hårdt ind over for vold i hjemmet.
Regeringen foreslår:
• At fordoble straffen for gentagen simpel vold, når volden er begået af personer i eller nært knyttet til forurettedes husstand. Det vil også give politiet adgang til flere efterforskningsmæssige redskaber til at opklare sagerne
• At udskyde forældelsesfristen i sager om gentagen eller grov vold mod børn begået af personer i eller nært knyttet til barnets husstand. Det betyder, at sagerne tidligst bliver forældet, når barnet er fyldt 31 år