Nyhed
Regeringen, S, DF, RV og SF har i dag indgået en aftale, der styrker indsatsen for at bekæmpe hvidvask i danske pengeinstitutter.
Regeringen, S, DF, RV og SF har i dag indgået en aftale, der styrker indsatsen for at bekæmpe hvidvask i danske pengeinstitutter.
Aftalen indebærer blandt andet en markant skærpelse af bødeniveauet, som ottedobles for hvidvask i store banker. Dermed får Danmark et bødeniveau i den absolutte top i Europa.
Aftalen betyder desuden, at der indføres skærpede muligheder for at nægte bankdirektører retten til at bestride deres position i en bank i Danmark, hvis de har været involveret i hvidvask eller ikke sørget for en tilstrækkelig indsats mod hvidvask i banken, og at kravene til egnet- og hæderlighed bliver udvidet til hvidvaskansvarlige og samtlige nøglepersoner i pengeinstitutter.
”Hvidvask er en alvorlig forbrydelse. Vi vil ikke acceptere, at det foregår i danske banker”, udtaler erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Fast-track ordning hos bagmandspolitiet
Derudover styrkes behandlingen af mistanker om hvidvask ved, at der indføres en fast track-ordning hos bagmandspolitiet for særligt mistænkelige transaktioner og ved, at whistleblowere beskyttes mod repressalier fra virksomhederne både som ansatte og tidligere ansatte. Desuden forbydes betaling og veksling af 500-eurosedler for at besværliggøre kriminelles aktiviteter i Danmark.
”Ingen skal være i tvivl om, at der bliver slået meget hårdt og effektivt ned på hvidvask i danske banker uanset om det foregår i Danmark eller i datterselskaber i udlandet. Vi ønsker en stærk og ren finanssektor i Danmark. Det kræver et effektivt tilsyn, og at der er hårde konsekvenser, hvis banker ikke tager de tiltag, som man rimeligvis kan forlange af dem for at forhindre hvidvask”, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.
De nye initiativer er indeholdt i den nye nationale hvidvaskstrategi, der samtidig er et værktøj for arbejdet med bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering og lægger den overordnede strategiske ramme for private aktører og myndigheders arbejde på området.