Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Vores børn skal tættere på kultur, natur og historie

Fire ministre ønsker at vores børn skal i højere grad åbne øjne, øren og sind for Danmark. På den langsomme og sanselige måde, skriver de i denne kronik.

Miljø- og Fødevareministeriet
Kulturministeriet
Undervisningsministeriet

Af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), kulturminister Mette Bock (LA), undervisningsminister Merete Riisager (LA) og børne- og socialminister Mai Mercado (K).

Denne kronik er blevet bragt i Jydske Vestkysten , Fyens Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende d. 25. december samt på digitale platforme hos Jysk Fynske medier.

Kender danske børn overhovedet deres eget land?

Nogle gør, selvfølgelig. Men i en globaliseret verden er det afgørende, at alle kender vores lands kultur, natur og historie. For hvordan skal man ellers vide, hvem man er?

Regeringen vil nu med en utraditionel indsats bidrage til, at vores børn i højere grad åbner  øjne, øren og sind for Danmark. På den langsomme og sanselige måde. Det egner transport i busser, færger og dertilhørende stop sig godt til.

I det nye år lancerer vi fire ministre projektet ”Kend dit land”, hvor danske børn vil få mulighed for på busture rundt i landet at stifte bekendtskab med Danmarks mangfoldige natur, kultur og historie. Fra vest mod øst – og fra øst mod vest. Kendskab til ens eget land og egen baggrund kan være det bedste værn imod både rodløshed og frygt for det fremmede.  

Har adgang til hele verden
Aldrig før har danske børn og unge har haft adgang til så megen information om verden som i dag. På ipads og mobiler følger de begivenheder over hele verden eller lever sig ind i fiktive universer fra USA eller Japan. De fleste børn og unge besøger også langt mere af verden i dag, end deres forældre og bedsteforældre gjorde, da de var børn. For nogle familier er en udlandscharterrejse sydpå måske endda billigere end en uge i sommerhus i Nordjylland. Ligesom der beklageligvis også findes familier, som slet ikke har overskud til at rejse på opdagelse i deres ferier - hverken i Danmark eller udenlands.

Det er godt, at det for mange er blevet naturligt at orientere sig imod den store verden. Danmark er blevet et velstående og oplyst land ved at have en åben tilgang til resten af verden. 

Men vi skal ikke glemme bagsiden af medaljen. For samtidig med det øgede fokus på den store verden kan børn og unge miste kendskabet til deres eget land. Miste blikket for, hvor alsidigt et land Danmark egentlig er. Hvis de ikke præsenteres for Danmarks mangfoldige natur og kultur, kan de få en opfattelse af, at netop deres eget lokalsamfund er ”det normale”. Der er selvfølgelig ligheder mellem at vokse op på Vesterbro og i Lemvig. Men der er sandelig også store forskelle. For Danmark er et vidunderligt land med mange forskellige egne og mange forskellige mennesker. Der er forskelle mellem by og land, storby og provins, Thy, Fyn og Sønderjylland. Kulturelle, økonomiske og historiske forskelle og forskelle i, hvordan man opfatter livet. For slet ikke at tale om forskellene i landskaber.

Hvis Danmark også i fremtiden skal hænge sammen som et fællesskab med et fælles folkestyre, er det vigtigt, at vi fortsat har en opfattelse af, at vi både er ét land og ét folk, på trods af alle forskellene. Landsdelene kan glide fra hinanden, og fornemmelsen af fællesskab erodere. Samtidig kan fornemmelsen af rodløshed gøre det sværere at møde verden, fordi man ikke har noget at stå imod med. Kender man ikke Danmark – og dermed sig selv – hvordan skal man så kunne rumme forskellighed i en verden med mange kulturmøder?

Vi må ikke glemme os selv
Vi skal ikke være så indadvendte, at vi slet ikke ser andre. Men vi skal heller ikke være så udadvendte, at vi glemmer os selv. Vi skal stå på to ben, og heldigvis er det stadig sådan, at danske børn og unge har appetit på at opleve hele landet. Men vi vil gerne hjælpe dem lidt på vej.

Derfor iværksætter vi fire ministre nu det fælles projekt ”Kend dit land”. Ideen er at give børn i 4. klassekendskab til historie, kultur, natur, landbrug og maddannelse i egne af landet, de normalt ikke ser. De skal via busture rundt i landet foretage en slags dannelsesrejse i miniformat, hvor de møder for dem ukendte sider af Danmark. 

Børnene skal opleve Danmark ”analogt” i det fulde spektrum af oplevelser og sanser. De skal mærke smagen, blæsten og alle indtrykkene på egen krop. Det vil styrke læringen på turen, fordi rejsen naturligvis skal være en del af skolegangen med lærerne som de vigtigste rejseledere. Netop 4. klasse er et perfekt tidspunkt, fordi nysgerrigheden er i top. 

Projektet bliver lokalt forankret hos kommunerne og deres respektive skoler, men staten yder medfinansiering. Første del bliver et pilotprojekt i efteråret 2018, der omfatter alle 4. klasseelever i fem udvalgte kommuner.  Alle landets kommuner inviteres til at byde ind på at blive blandt de fem kommuner i pilotprojektet. Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange vil byde ind.

De kommuner, der til foråret udvælges til pilotprojektet får adgang til en række nøje planlagte ruter med en stribe af landets allerbedste kultur- og naturtilbud for børn. Efter gennemførelsen af pilotprojektet vil vi indsamle erfaringerne og tage stilling til, om ”Kend dit land” skal bredes ud til alle landets kommuner. 

Målrettet 4. klasserne
Besøgsstederne er valgt ud fra væsentlighed i forhold til national og regional betydning samt variation og oplevelsestilbud, så både natur, kultur og historie er repræsenteret. Turene er målrettet 4. klassetrin i form og indhold. Selvom turene har et tilrettelagt forløb, skal vi politikere naturligvis ikke blande os i, hvordan lærerne konkret planlægger undervisningen.

Alle turene vil udover de forskellige besøgssteder indeholde en plan for aktiviteter i bussen, der udbygger læringen og måske giver eleverne mulighed for selv at formidle, hvad de oplever, gennem digitale kanaler. Det kan også være fysiske besøg i bussen af relevante personer, så noget af historien og næste destination bliver levendegjort ved fortælling eller skuespil/rollespil. Eller det kan være film om det sted, bussen er på vej til. Ligeledes kan der blive udarbejdet digitalt materiale til eleverne med opgaver/quizzer eller spil. Det er op til kommunerne at tilrettelægge de mest lærerige og underholdende forløb, og så udnævner vi på baggrund af deres ansøgninger de fem kommuner.

Hvordan ser turene  ud?

Ja, helt konkret kan en tur for sjællandske børn til Midt- og Nordjylland for eksempel rumme besøg på Energimuseet i Bjerringbro med oplevelser indenfor elektricitetens fysik og kulturhistorie;  Limfjordsmuseet, hvor der er biologi, natur/teknologi, historie og madkundskab i praksis; i Svinkløv/Fosdalen Naturcenter, hvor børnene oplever klitplantagerne og får vind i håret;  Kunsten i Aalborg, hvor børnene oplever kunsten - og i atombunkeren Regan West, hvor børnene får historien om den kolde krig.

En tur fra Midtjylland til hovedstadsområdet kan for eksempel rumme besøg i Den Fynske landsby, hvor børnene introduceres til historien om livet på landet i gamle dage;  Arbejdermuseet i København, hvor børnene oplever historien om København omkring år 1900; omkring Rosenborg Slot, hvor børnene oplever Danmarkshistorien fra første parket;  Statens Museum for Kunst, hvor børnene oplever kunsten; i Naturcenter Amager på Kalvebod Fælled, hvor der er gode dyre- og naturoplevelser – og i DR Musikariet, hvor børnene kan opleve orkestermusik. På vejen hjem runder man måske et landbrug og hører lidt om, hvad der foregår i stald og på mark.

Vi håber, at mange kommuner vil byde ind på at komme blandt de fem kommuner i pilotprojektet. Vi tror, at turene kan være med til at give danske børn et langt bedre kendskab til det Danmark, vi rundes af. Et kendskab for livet!