Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Kørsel med håndholdt teleudstyr skal give klip i kørekortet

Det er enormt farligt for andre trafikanter, hvis man ikke koncentrerer sig om at køre bil, når man kører bil, siger transportministeren

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Foto: René Strandbygaard

Fremover skal det give et klip i kørekortet at anvende alle former for håndholdt teleudstyr og andre håndholdte kommunikationsapparater (tablets, laptops, mobiltelefoner mv.). Det mener regeringen og Dansk Folkeparti, der vil skærpe reglerne for anvendelse af håndholdt mobiltelefon under kørslen og gøre reglerne mere tidssvarende

Som reglerne er i dag, får man en bøde på 1.500 kr., hvis man snakker i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Regeringen og Dansk Folkeparti mener, at reglerne skal skærpes, så det udover bøden koster et klip i kørekortet. Samtidig vil de tage højde for den teknologiske udvikling og gøre forbuddet teknologineutralt, så det omhandler alle håndholdte kommunikationsapparater og ikke kun mobiltelefoner.

Derfor vil ministeren forberede et lovforslag, der kan fremsættes til efteråret, og derudover vil emnet blive drøftet i Færdselssikkerhedskommissionen senere på måneden.

"Det er enormt farligt for andre trafikanter, hvis man ikke koncentrerer sig om at køre bil, når man kører bil. Det er fantastisk egoistisk at kigge andre steder hen end på vejen, når man kører rundt med halvanden ton metal for enden af speederen. Derfor ligger det regeringen og Dansk Folkeparti meget på sinde at gøre noget ved den uopmærksomme adfærd, som en række bilister udøver i trafikken, når de eksempelvis sms’er eller laver Facebookopdateringer under kørslen", siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Det er hensigten, at det med de nye regler skal give et klip i kørekortet at benytte håndholdt teleudstyr og andre håndholdte kommunikationsapparater (tablets, GPS, laptops, mobiltelefoner mv.), herunder at tale, SMS´e, skype, være på sociale medier, bruge andre internetrelaterede funktioner, indstille GPS m.v.

"Det nytter ikke noget, at vores lovgivning baserer sig på de teknologiske tilbud, der fandtes i år 1997, hvor forbuddet mod håndholdte mobiltelefoner blev indført. Vi skal derfor udvide forbuddet, så vi sikrer os, at alt håndholdt teleudstyr er omfattet af forbuddet. Det skal vi, fordi det er noget af det, der øger uheldsrisikoen mest. Det skal derfor have en mere umiddelbar konsekvens for kørekortet. Det tror jeg vil få folk til at respektere forbuddet mere", siger Ole Birk Olesen.

Forskning og undersøgelser af uopmærksomhed og distraktion i trafikken viser nemlig, at risikoen for ulykker øges, når man som fører koncentrerer sig om andre ting end kørselsrelaterede opgaver.

DTU har udarbejdet en rapport fra juli 2016 om distraktion og bilkørsel. Nummerindtastning på håndholdt mobiltelefon, at læse/skrive (herunder på tablets m.v.), og at skrive SMS på håndholdt mobiltelefon er ifølge rapporten nogle af de aktiviteter, der medfører den største forøgelse af uheldsrisikoen. Og det er bl.a. derfor, ministeren sætter ind på disse områder.