Der skal flere kvinder i ledelserne
Der er der behov for at sætte ind tidligt – så flere ambitiøse og dygtige unge kvinder vælger en uddannelse og et job, der kan føre til ledelse, siger ligestillingsministeren
Ligestilling er udgangspunkt for vores demokrati og en grundlæggende frihedsrettighed.
I Danmark har der ikke altid været lige muligheder for kvinder og mænd. Det har været et langt sejt træk at nå dertil, hvor vi er i dag. Og selvom vi ikke er i mål, så er vi langt. Din fremtid afgøres ikke først og fremmest af, om du er født som pige eller dreng, og mulighederne er mange uanset køn. Lige muligheder er i dag udgangspunkt for vores demokrati og en grundlæggende frihedsrettighed. Sådan er det i Danmark.
Sådan hedder det i indledningen af regeringens ligestillings-redegørelse, som er blevet fremlagt for Folketinget.
Blandt de udfordringer, som behandles i redegørelsen er antallet af kvinder i ledelserne.
Ønske om diversitet - og gode ledere
Til trods for, at Danmark har verdens mest veluddannede kvinder, er antallet af kvindelige ledere forholdsmæssigt lavt og stiger kun langsomt.
Med et overordnet mål om mere diversitet og de bedst kvalificerede ledere, igangsætter ligestillingsministeren og The Danish Diversity Council en rollemodelkampagne målrettet unge kvinder på gymnasiale og videregående uddannelser.
”Danmark har nogle af verdens mest veluddannede kvinder, men der er stadig en stor skævhed, når det kommer til antallet af kvindelige ledere. Vi ved, at unge kvinder gerne vil være ledere, men også at 60 procent af lederne i Danmark kommer fra uddannelsesretninger, hvor der kun er ca. 30 procent kvinder. Derfor er der behov for at sætte ind tidligt – så flere ambitiøse og dygtige unge kvinder vælger en uddannelse og et job, der kan føre til ledelse. Lead the Future-kampagnen skal inspirere flere unge kvinder til at vælge uddannelse inden for økonomi, it og naturfag og til at gå efter en lederkarriere”, forklarer ligestillingsminister, Karen Ellemann om kampagnen.
Arbejdspladserne spiller deres rolle
Partnervirksomheder fra The Danish Diversity Council bidrager alle med kvindelige rollemodeller, der bestrider lederstillinger og fortæller deres historier til inspiration for andre kvinder. Historierne bliver tilgængelige online og senere samlet i en bog samt delt på sociale medier og via diverse PR-indsatser.
Desuden vil der blive arrangeret møder mellem de kvindelige rollemodeller og unge studerende på udvalgte videregående uddannelsesinstitutioner.
”Når det kommer til fremtidens ledere, er det simpel sund fornuft at kigge på hele talentmassen og sikre rollemodeller og incitamenter til, at kvinderne bliver stærkere repræsenteret på såvel de tekniske uddannelser som fremtidens direktionsgange og bestyrelseslokaler” Søren Skou, CEO fra A.P. Møller - Maersk A/S og en del af CEO-komiteen hos The Danish Diversity Council.