Nyhed

Mennesker med handicap skal i job og uddannelse

Regeringen og satspuljekredsen er enige om, at flere mennesker med handicap skal hjælpes i job og uddannelse og har afsat 128,4 mio. kr. til indsatsen.

Kvinde med handicap sidder i kørestol ved skrivebord
Kvinde med handicap sidder i kørestol ved skrivebord
Foto: Colourbox

Satspuljepartierne har forhandlet inden for en samlet ramme på 542,6 mio. kr. og har i år prioriteret en ekstra indsats til mennesker med handicap, hvor mange fortsat står uden for arbejdsmarkedet – trods stor fremgang i beskæftigelsen. Der afsættes 128,4 mio. kr. til indsatsen de næste fire år. Indsatsen indeholder 11 initiativer, der i høj grad flugter med regeringens udspil på handicapområdet, der blev lanceret i sidste måned.

Samtidig er partierne enige om at afsætte ekstra 81,6 mio. kr. til den særlige indsats for udsatte kontanthjælpsmodtagere, der indgår i ”Flere skal med 2”. Sidste år blev der afsat 87,5 mio. kr. til projektet. Hovedmålet er at udbrede de gode erfaringer fra ”Flere skal med” til flere udsatte borgere i kontanthjælpssystemet.

Satspuljepartierne har også fokus på unge, som har afsluttet en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU). Der afsættes 40 mio. kr. til at forbedre udslusningen og overgangen fra STU i det tredje og sidste år af uddannelsen. Der afsættes også 35 mio. kr. til et initiativ, hvor der ydes støtte til forsøg med brug af idræt som led i sundheds- og beskæftigelsesfremmende indsatser. Nogle af midlerne går til at sikre, at udsatte borgere i højere grad føler sig inkluderet i lokale fællesskaber.

Endvidere er der enighed om at afsætte 174,7 mio. kr. til at videreføre støtten til en række organisationer og projekter: Seniornetværk, Landsforeningen Lev, Jobbank, Handicapidrættens Videncenter, Topvirk, High:Five og Vold som udtryksform.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Jeg er glad for, at vi har fået en god satspuljeaftale på plads, og jeg vil gerne takke satspuljepartierne for opbakningen til at prioritere handicapområdet i år. Vi skal have flere mennesker med handicap i job. Det er længe siden, der sidst blev sat målrettet ind på området. Med godt 128 mio. kr. og 11 initiativer kan vi gøre en afgørende forskel for mennesker med handicap. Der er brug for flere hænder på arbejdsmarkedet, så lad os få fjernet nogle af de fordomme, der har holdt personer med handicap væk fra vores arbejdsfællesskab.

 

De siger pariterne bag aftalen