Lovforslag: Der skal ro på elbilmarkedet
Lovforslag udskyder indfasningen af registreringsafgiften og forhøjer bundfradraget for elbiler. Skatteminister Karsten Lauritzen håber på bred opbakning.
Regeringen fremsætter et lovforslag om at udskyde indfasningen af registreringsafgiften og forhøje bundfradraget for elbiler. Forslaget betyder, at der ikke skal betales registreringsafgift på el-biler til en værdi på op til 400.000 kr. inkl. moms, mens fradraget øges markant.
”Jeg føler mig overbevist om, at danskerne gerne vil køre grønt, hvis det vel at mærke kan betale sig økonomisk. Med lovforslaget lader vi det nu være op til Folketinget, om de også vil gøre de grønne biler til et mere attraktivt alternativ til benzin- og dieselbilerne – det tror og håber jeg på, at et stort flertal gerne vil”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Forhandlinger om grøn aftale på transportområdet
Lovforslaget kommer i kølvandet på, at Folketingets partier har forhandlet om en grøn aftale på transportområdet. Det har dog ikke været muligt at få enderne til at mødes. Det beklager skatteminister Karsten Lauritzen. Han hæfter sig dog ved, at lovforslaget skaber ro på markedet på den korte bane, mens den grønne transportkommission kommer med deres forslag til en grøn omstilling på den lange bane:
”Jeg havde gerne set, at det var lykkes at nå til enighed om en bred aftale om at fremme grøn transport i dag. Med forslaget sikrer vi, at der bliver skabt ro på markedet, og vi får flere grønne biler på vejene. Samtidigt ser jeg frem til, at den grønne transportkommission kommer med deres forslag til, hvordan vi skaber en grøn omstilling på transportområdet”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.