Satspuljeaftale: Ny handlingsplan for ”det gode ældreliv”
Regeringen og satspuljepartierne har indgået en satspuljeaftale på 320 mio. kr. til ældreområdet over de næste fire år.
For andet år i træk er der indgået en særskilt satspuljeaftale på ældreområdet mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Aftalen prioriterer en ambitiøs handlingsplan for ”det gode ældreliv”, som skal bidrage til, at færre ældre rammes af svækkelse, ensomhed og tab af livsmod. Samtidig skal de svageste ældre have hjælp til at forebygge tab af funktionsevne og livskvalitet, og døende skal sikres en værdig afslutning på livet.
Handlingsplanen
Der afsættes 167 mio. kr. til handlingsplanen. Det konkrete indhold fastlægges efterfølgende i en faglig og politisk proces, med udgangspunkt i fem temaer:
- En god overgang til ældrelivet
- Forebyggelse og rehabilitering i det gode ældreliv
- Pårørende, fællesskaber, aktiviteter og omgivelsernes betydning i det gode ældreliv og mod ensomhed
- Målrettet indsats for det svageste ældre
- En værdig død.
Aftalen bygger videre på sidste års oprettelse af Nationalt Videnscenter for Værdig Ældrepleje, hvor der allerede fra primo 2019 forankres en række initiativer inden for handlingsplanens temaer. Det drejer sig blandt andet om ”ældrevenlige byer”, styrkelse af pårørendeindsatsen og en kortlægning af viden om grupper af ældre med særlige behov. Hertil afsættes i alt 14 mio. kr.
Aftalen rummer desuden en række initiativer. Blandt andre:
Indsatser imod ensomhed og mistrivsel hos ældre
Ældre borgere er særligt udsatte for mistrivsel og ensomhed. De negative konsekvenser for livskvaliteten kan være mange, og i værste fald fører de til selvmord. Ældres andel af selvmord er næsten dobbelt så høj, som den andel de udgør af befolkningen. Særligt ældre mænd er udsatte. I 2016 udgjorde mænds andel 71,5 procent af alle selvmord blandt ældre.
Derfor afsætter satspuljepartierne midler til en pulje på 36 mio. kr. over fire år, som kommunerne kan søge til afprøve eller videreudvikle indsatser til fx opsporing af og aktiviteter for ældre mænd, der har mistet en ægtefælle.
Fællesskabspulje 2.0: Ensomme hjemmehjælpsmodtagere skal have mulighed for civilsamfundsdeltagelse
Partierne er også enige om at videreføre fællesskabsklippekortet fra satspuljeaftalen fra sidste år, så flere hjemmehjælpsmodtagere – der er i særlig risiko for at blive ramt af ensomhed – kan få glæde af klippekortet. Fælleskabsklippekortet giver en halv time ugentligt til ekstra ledsagelse til sociale aktiviteter fx frivillige foreninger, klubber, cykling uden alder, venner, netværk etc. Partierne afsætter 21 mio. kr. til initiativet.
Demensbadges - bedre hjælp til borgere med demens i det offentlige rum
Der kan være særlige udfordringer for mennesker med demens i forhold til at kunne færdes i det offentlige rum. Det skyldes blandt andet, at demens er en sygdom, der ikke kan ses, og derfor kan det være svært for omverdenen at opdage, at en borger kan have behov for hjælp. Derfor går det at blive ramt af en demenssygdom ofte hånd i hånd med social isolation.
Med satspuljeaftalen indføres en ordning, hvor mennesker med demens tilbydes en demensbadge, som de kan bære og dermed signalere over for omverdenen, at vedkommende måske har brug for hjælp. En demens-badge kan gøre det lettere at spotte for fx buschaufføren eller ekspedienten, at her kan der være brug for en hjælpende hånd, eller at der tages særlige hensyn.
Med ordningen følger en oplysningskampagne om, hvordan man kan hjælpe mennesker med demens, når man møder dem.
Ordningen vil være frivillig, og badgen vil være gratis for modtageren. Der afsættes 12 mio. kr. til initiativet.
-
Sådan bruges 320 mio. kr. på ældreområdet:
- Handlingsplan ”Det gode ældreliv”: 167,6 mio. kr. (2019-2022)
- Sammenhængende indsatser imod ensomhed og mistrivsel hos ældre: 36,0 mio. kr. (2019-2021)
- Konkurser i ældreplejen: 52,4 mio. kr. (2019-2022)
- Demensbadges - bedre hjælp til borgere med demens i det offentlige rum: 12,2 mio. kr. (2019-2022)
- Fællesskabspulje 2.0: Ensomme hjemmehjælpsmodtagere skal have mulighed for civilsamfundsdeltagelse: 21,1 mio. kr. (2019-2021)
- Gruppeterapeutisk behandlingstilbud til ældre med komplicerede sorgreaktioner: 5,2 mio. kr. (2019-2022)
- Forebyggelse af inkontinens hos ældre: 2,5 mio. kr. (2020-2022)
- Frivillige tryghedspersoner til mennesker med demens på sygehuse: 7,0 mio. kr. (2019-2022)
- Initiativer til undersøgelse af det gode ældreliv: 14,0 mio. kr. (2019)
- Undersøgelse af mulighederne for nærvær for nærtstående til døende, der dør uden for hjemmet: 1,0 mio. kr. (2019)