Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Tak fordi du delte dit eventyr med os, Troels.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens mindeord om Troels Kløvedal

Statsministeriet
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussens mindeord om Troels Kløvedal

Et eventyr har i dag fået sin ende. Troels Kløvedal er død. 

Hvem af os har ikke drømt om at gøre som Troels Kløvedal? Stævne ud på det åbne hav og lade vinden og strømmen føre os på vej. Lade eventyret råde.

Det var nemlig det, Troels Kløvedal gjorde – han lod eventyrlysten tage styringen i sit liv.

Da han sammen med nogle venner købte sejlskibet "Nordkaperen" i 1967, var det angiveligt, fordi han selv ville ud og se verden for at finde ud af om det, der stod i aviserne, var sandt. Jeg håber, at han fandt nogle svar derude.

Troels Kløvedal har taget os med til steder, som de færreste af os ellers ville komme. Fra Grønlands kyster til fjerntliggende øer i det Indiske Ocean. En formidler af Guds nåde. 

Lysten til at stævne ud i verden er gået i arv til hans børn og børnebørn. 
Selvom Troels Kløvedal ikke er her længere, så bærer de hans ånd med videre på nye eventyr på de syv verdenshave.

En smukkere arv kan man næppe efterlade sig. 

Tak fordi du delte dit eventyr med os, Troels.

God vind på din sidste sejlads.