Artikel
Der etableres et samlet tilbud – SMV:Digital – til danske små og mellemstore virksomheder, der skal understøtte deres digitale omstilling.
SMV:Digital skal give virksomhederne en brugervenlig, digital adgang til tilbud, som imødekommer den enkelte virksomheds individuelle behov. Med programmet vil regeringen understøtte, at de danske SMV’er, der i dag er lavt digitaliserede, kan løfte sig digitalt. Det vil give virksomhederne grundlag for at forny deres forretning, produktivitet og konkurrenceevne.
Der etableres som led heri et e-handelscenter i Erhvervsministeriet, der i samarbejde med Udenrigsministeriets eksportfremmeindsats for e-handel, skal fremme danske små og mellemstore virksomheders brug af e-handel, herunder arbejde for rimelige konkurrence- og rammevilkår samt lave videnopsamling på området.
Oversigt over SMV:Digital
Programmet tilbyder virksomhederne øget mulighed for digital omstilling ved at tilbyde:
Programmet tilbyder endvidere øgede mulighed for e-handel ved oprettelsen af et e-handelscenter der tilbyder virksomhederne:
Programmet skal fremme koordination og sammenhæng mellem forskellige offentlige og private indsatser og aktiviteter målrettet SMV’ers digitalisering og anvendelse af ny teknologi, samt bidrage til at understøtte og modne et velfungerende privat rådgivermarked under hensyn til eksisterende aktører.
Der nedsættes et SMV-board til at stå i spidsen for programmet. Boardet vil bestå af repræsentanter fra relevante organisationer, repræsentanter for indsatser og aktiviteter, som har fokus på at fremme SMV’ers digitale omstilling og e-handel samt eksperter inden for digital omstilling i SMV’er, herunder inden for e-handel. Indsatsen sammentænkes med forenkling af erhvervsfremmeindsatsen.
Der afsættes 10 mio. kr. i 2018 og 20 mio. kr. årligt i 2019-2021 til programmet. Derudover afsættes 35 mio. kr. fra den nationale pulje af regionale midler til et landsdækkende kompetenceløft af ledere i SMV’er. Endelig følger der medfinansiering fra Syddansk Vækstforum på 15 mio. kr. og Danish Design Society på 6 mio. kr.
For mange SMV’er er det vanskeligt at overskue den teknologiske udvikling, og hvordan den kan bidrage til udvikling af deres forretning. Patent- og Varemærkestyrelsen vil derfor udarbejde teknologioversigter målrettet SMV’er. Oversigterne skal kortlægge den nyeste udvikling inden for robotteknologi og automatisering. Teknologioversigterne vil kunne hjælpe SMV’er med at identificere relevante eksisterende teknologier og spotte tendenser i teknologiudviklingen. Initiativet skal understøtte optaget af ny, produktivitetsfremmende teknologi i danske SMV’er. Initiativet vil blive gennemført i regi af af Patent- og Varemærkestyrelsens arbejde med nye teknologier.
Danske virksomheder har desuden erhvervsmæssige styrkepositioner og interesse i at påvirke de internationale standarder, der løbende udvikles inden for en række digitale teknologier. Det er bl.a. små og samvirkende robotter (cobots), hvor Danmark de senere år har været toneangivende. Dansk Standard arbejder i samarbejde med en række virksomheder aktivt på at påvirke standarder for cobots, herunder internationale sikkerhedsstandarder for robotter, der arbejder sammen med mennesker.
Den danske indsats for videnbaseret innovation understøtter samtidig SMV’ers innovationsaktiviteter bl.a. ved at give danske virksomheder overblik over og adgang til ny viden om mulighederne ved digitale teknologier. Der er dog fortsat mulighed for at styrke innovationsfremmesystemets fokus på digitalisering. I forbindelse med kommende udbud og indkaldelser af aktivitetsforslag i regi af innovationsnetværkene, GTS’erne og den europæiske rumfartsorganisation (ESA), sættes der et øget fokus på aktiviteter, der kan styrke digitalisering af danske virksomheder, herunder SMV’er. Endvidere vil de syv innovationscentre sætte fokus på digitale teknologier i deres løbende arbejde.