Læs mere om baggrunden for planen
Statens arbejdspladser skal være fordelt bredt i Danmark og drage nytte af de kompetencer og faglige miljøer, der findes i hele landet. Statslige arbejdspladser kan ikke i sig selv skabe vækst og udvikling, men de bidrager til at skabe aktivitet og stimulere udviklingen i det omkringliggende område.
Regeringen ønsker et mere sammenhængende Danmark, hvor der er en bedre balance og hvor vækst og udvikling kommer alle dele af landet til gode. Det kommer ikke af sig selv.
Udover den daværende Venstre-regerings flytning af ca. 3.900 statslige arbejdspladser har regeringen derfor:
- Moderniseret planloven, så kommunerne får et øget råderum og en række nye muligheder i planlægningen, som i højere grad kan understøtte lokale initiativer og lokal udvikling.
- Sikret billigere færgebilletter til og fra de små øer og udvidet bredbåndspuljen for at flere danskere i hele landet kan få adgang til hurtigt internet.
- Investeret i infrastruktur og taget initiativ til at nedsætte taksterne for at køre over Storebælt, så det bliver nemmere for både virksomheder og privatpersoner at flytte fra de store byer og ud i landet.
Nu igangsætter vi anden runde af flytningen af statslige arbejdspladser, hvor en bedre balance i placeringen af arbejdspladserne ikke alene tilstræbes ved at flytte eksisterende arbejdspladser, men også ved at nye arbejdspladser etableres rundt om i landet. De markante løft af skatteforvaltningen og forsvaret sikrer etableringen af nye arbejdspladser uden for hovedstaden og indgår som centrale elementer i de alt godt 4.000 arbejdspladser i Bedre Balance II.
Vækst og udvikling i hele Danmark kræver kvalificerede medarbejdere med de rette kompetencer, der kan understøtte rekrutteringsgrundlaget for private virksomheder. Det gælder for større såvel som for mindre byer. Udover etableringen af statslige arbejdspladser vil regeringen derfor etablere 500-1.000 uddannelsespladser i en række byer, så muligheden for at tage en relevant uddannelse lokalt bliver tilgængelig i flere dele af landet.
Med de flere tusinde nye arbejdspladser bygger vi videre på eksisterende faglige miljøer og danner grundlaget for nye. Samtidig er det et væsentligt hensyn for regeringen, at de nye arbejdspladser får de rette betingelser for en effektiv og økonomisk forsvarlig drift.
Regeringen ønsker en fortsat dynamisk offentlig sektor, der er i stand til at håndtere skiftende behov og udfordringer. Det er nødvendigt for at kunne levere den bedst mulige service for skatteydernes midler. Derfor sker der løbende tilpasninger og ændringer af organiseringen i staten såvel som i kommuner og regioner.
Regeringen lægger stor vægt på, at den offentlige sektor leverer mest mulig værdi til borgerne for skattekronerne. Med de to runder flytninger skaber vi muligheden for at foretage en større tilpasning af statens lokaleforbrug i København. Regeringen vil derfor medio 2018 tage konkrete initiativer til at reducere statens huslejeudgifter.
Vi sætter handling bag ordene og skaber et Danmark i bedre balance.