Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Regeringen vil booste dansk eksport: Lancerer ny strategi for økonomisk diplomati

Med en ny strategi for økonomisk diplomati vil regeringen bidrage til vækst og beskæftigelse i Danmark. Vejen skal banes for øget eksport og tiltrækning af flere investeringer til Danmark.

Udenrigsministeriet
Portræt af Anders Samuelsen
Foto: Les Kaner

Regeringen lancerer i dag en ny strategi for økonomisk diplomati. Gennem eksport og flere udenlandske investeringer, skal vi skabe vækst og beskæftigelse her i Danmark. Det økonomiske diplomati skal tackle udfordringerne med de protektionistiske strømninger, vi ser over hele verden i dag. Danske virksomheders adgang til de globale markeder kan blive nemmere med et stærkt økonomisk diplomati i ryggen

”Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er for regeringen, at hjælpe danske virksomheder med at nedbryde barrierer ude i verden og få adgang til nye markeder. Det gør vi bl.a. gennem en aktiv handelspolitik, hvor vi arbejder for indgåelse af nye frihandelsaftaler gennem EU og et styrket samarbejde med lokale myndigheder på udvalgte vækstmarkeder. Samtidig øger vi indsatsen for at få flere vækstvirksomheder ud på eksportmarkederne. Det skal bl.a. ske ved at få flere danske virksomheder til at udnytte det globale markedspotentiale inden for e-handel,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

Regeringen vil bidrage til at indfri verdensmålene
FN’s verdensmål om bl.a. at afskaffe fattigdom og bekæmpe klimaforandringer udstikker kursen frem mod 2030. Regeringen har derfor et stærkt fokus på at mobilisere investeringer og løsninger, der kan bidrage til at indfri verdensmålene, samtidig med at det kan skabe vækst for danske virksomheder.

”Der er brug for en mere bæredygtig global udvikling. Danske virksomheder har stærke, bæredygtige løsninger, der kan gøre en forskel og bidrage til at levere på verdensmålene. Virksomhederne skal udnytte, det er god forretning at gøre en forskel. Samtidig er det vigtigt at bidrage til at udvikle markeder i udviklingslandene. Fremtiden for Afrikas unge ligger ikke i Europa. Den skabes gennem økonomisk udvikling i lande som Ghana, Kenya og Nigeria. Vi har stærke netværk ude i landene og internationalt. Dem bruger vi aktivt til at fremme danske løsninger på nye markeder,” siger minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs

De strategiske målsætninger er:

Sikre gunstige internationale rammevilkår
Hvordan? En ambitiøs handelspolitik og øget Global Public Affairs indsats.

Bidrage til øget eksport og større markedsandele for dansk erhvervsliv
Hvordan? Myndighedssamarbejde, sektorfaglig specialisering og en aktiv multilateral indsats

Udvikle flere vækstvirksomheder gennem internationalisering
Hvordan? Skræddersyet rådgivning i hele værdikæden og et digitalt fokus.

Tiltrække flere investeringer til Danmark
Hvordan? Målrettet investeringsfremme med fokus på videns- og teknologitunge virksomheder.

Styrke den danske førerposition inden for innovation og digital omstilling
Hvordan? Øget adgang til viden, innovation og teknologi.

pdf (3,01 Mb)