Nyhed

Arbejdsgruppe skal se på prostitution

En arbejdsgruppe nedsat af Børne- og Socialministeriet skal undersøge, hvordan man kan forbedre vilkårene inden for prostitution.

Prostitueret står med fod mod en mur
Prostitueret står med fod mod en mur
Foto: Colourbox

Siden 1999 har det været lovligt at købe og sælge sex i Danmark. Hvis man sælger seksuelle ydelser, skal man registrere sig som erhvervsdrivende hos Skattestyrelsen, og indtægten fra prostitution er skattepligtig.

Derudover er prostitution meget sparsomt lovreguleret, og der eksisterer ikke de samme rettigheder i prostitution som på andre områder, fx retten til dagpenge eller pension.

Balancen mellem rettigheder og pligter
En bred arbejdsgruppe med deltagelse af otte ministerier skal nu komme med anbefalinger til, hvordan der skabes bedre balance mellem rettigheder og pligter og skabe bedre forhold inden for prostitution.

Arbejdsgruppen skal også se på, hvordan der bliver bedre mulighed for, at myndighederne kan hjælpe dem, der gerne vil ud af prostitution.

Arbejdsgruppen nedsættes af børne- og socialminister Mai Mercado, som ser en skævhed i de nuværende vilkår. Mai Mercado siger:

”Jeg har det skidt med, at der er et område, hvor helt basale rettigheder er fraværende. Samfundet stiller krav om, at alle betaler deres skat, uanset at der er tale om prostitution, og derfor synes jeg, at vi som samfund har en pligt til at sørge for basale rettigheder. Samtidig skal vi også sikre, at man kan få hjælp, hvis man vil ændre spor i tilværelsen.”