Børnefamilier ud af Sjælsmark
Partierne bag forståelsespapiret enige om, at børnefamilier vil kunne flytte fra Udrejsecenter Sjælsmark senest i april 2020
Regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten er enige om tidsplanen og rammerne for et nyt center for de børn af afviste asylansøgere, der i dag er indkvarteret på Udrejsecenter Sjælsmark. Partierne er således enige om, at børnefamilierne tilbydes mulighed for at kunne flytte ud af centret senest i april 2020. De familier, der ønsker at blive boende resten af skoleåret, så børnene fx kan færdiggøre skoleåret inden flytningen, får mulighed for det, således at de sidste familier vil være udflyttet inden udgangen af juli måned.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye forpligter sig til at indtænke Røde Kors’ anbefalinger, herunder muligheden for at børnefamilier i udrejseposition selv kan lave mad. Regeringen vil desuden lægge vægt på, at børnene har brug for trygge omgivelser, og det nye udrejsecenter skal derfor ikke være omgivet af hegn. Derudover vil partierne bag aftalen bl.a. styrke de pædagogiske tilbud for børn i de relevante aldersgrupper. I den forbindelse vil det ikke være kriminalforsorgen, der vil være operatør på det kommende udrejsecenter for familier med børn.
Regeringen anerkender, at der er behov for et øget fokus på de børn, som er allermest sårbare. Derfor ønsker regeringen at etablere en mulighed, for at disse i højere grad bliver skærmet fra de svære omstændigheder, som de er bragt i.
Andreas Steenberg (R) udtaler:
”I Danmark skal ingen børn leve bag hegn. Det er en skændsel, at det har stået på så længe. Nu får børn og familier på Sjælsmark mulighed for at flytte ud. Det er sund fornuft. Og når det ses i sammenhæng med, at Mint og børn i hendes situation får lov at vende hjem til Danmark, og at udvisnings-øen Lindholm er droppet, begynder der at tegne sig et billede af en ny udlændingepolitik. Baseret på rigtige løsninger fremfor symbolpolitik.”
Carl Valentin (SF) udtaler:
”Jeg er utrolig lettet over, at vi nu får børnene ud af Sjælsmark. Vi har en fortælling om Danmark som et land, der tager sig af børnene, som slet ikke matchede de beretninger, vi har fået fra blandt andre Røde Kors. Derfor er vi i SF glade for, at det først og fremmest er deres anbefalinger, der sætter rammerne om familiernes nye boligforhold. Vi får med ét slag gjort op med de mystiske restriktioner, den tidligere regering havde banket dem oven i hovedet med, og får samtidig givet dem bedre daginstitutioner, mere veluddannet personale og et frirum til at dyrke familielivet. Nu sender vi et klart signal om, at vi ikke kan være andet bekendt.”
Rosa Lund (Ø) udtaler:
”Jeg er glad for, at vi nu er enige med regeringen om de overordnede rammer for de forbedrede forhold for børnefamilierne fra Sjælsmark. Det er særligt vigtigt for Enhedslisten, at det ikke længere er Kriminalforsorgen, hvis ekspertise er at drive fængsler, der skal stå som operatør, at det nye center ikke vil være omgivet af hegn, og at familierne får mulighed for at lave deres egen mad og spise sammen. Nu venter vi spændt på, at regeringen i december præsenterer forslag til det konkrete sted, hvor familierne skal bo, for partierne bag forståelsespapiret.”
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:
“Man kan være træt af mange ting ved den her situation, men man kan aldrig være træt af børnene. Jeg er derfor glad for, at vi kan forbedre forholdene for de børn, der i dag bor på Udrejsecenter Sjælsmark. Det er ingen hemmelighed, at det har været vigtigt for partierne bag forståelsespapiret at få vished for, hvornår børnene kan være ude af Sjælsmark. Jeg er tilfreds med, at vi nu har en køreplan, som alle kan nikke til. Man skal ikke kunne modarbejde eller vente sig til ophold i Danmark. Men børnene er uden skyld i den situation, de står i, og skal derfor sikres vilkår, der lever op til anbefalingerne fra Røde Kors.”