Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Der skal sættes turbo på klimakampen frem mod 2030

Der afholdes FN konference i København for at fremme verdensmålene for bæredygtighed og indfrielsen af Parisaftalen

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Udenrigsministeriet
Verdensmålene

De disse dage afholder FN konference i København for at diskutere, hvordan verdensmålene for bæredygtighed og indfrielsen af Parisaftalen kan tænkes endnu bedre sammen og understøtte hinanden gensidigt.

Klimaforandringerne er vor tids største udfordring. Hvis vi skal have en chance for at holde temperaturstigningerne på under 1,5 grader, har vi kun et årti til at skabe de nødvendige forandringer. Der skal handles hurtigt og effektivt.

Til kamp mod global opvarmning
Et af FN’s 17 verdensmål handler om at bekæmpe den globale opvarmning. Men for også at nå de 16 andre verdensmål er det afgørende at håndtere klimaforandringerne gennem en ambitiøs implementering af Parisaftalen. Heldigvis kan en lang række andre af verdensmålene hjælpe med lige præcis at reducere CO2-udledningerne. Det gælder særligt verdensmål nr. syv om ren energi.

Derfor mødes verdens lande i de her dage til FN-konference i København for netop at diskutere, hvordan Parisaftalen og verdensmålene kan spille endnu bedre sammen med henblik på at understøtte implementeringen gennem konkrete løsninger. Konferencen er et af skridtene på vejen mod FN-generalsekretærens klimatopmøde den 23. september i år, hvor Danmark har en ledende rolle i forhold til energiomstillingen mod ren energi.

”Klima, energi og bæredygtighed går hånd i hånd. Derfor er det helt afgørende, at vi får tænkt løsningerne og implementeringen af verdensmålene og målene i Parisaftalen bedre sammen. For vi kan ikke nå det ene uden det andet”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

”Når vi samtænker Parisaftalen og Verdensmålene, sikrer vi desuden, at udviklingslandene kommer med ombord. At de får den nødvendige støtte, så vi sammen kan løse verdens klimaudfordringer. Det gør vi bl.a. gennem offentlige private partnerskaber, hvor gode løsninger på f.eks. energiområdet bliver bredt ud til andre lande, og dermed opnår en endnu større gevinst”, siger minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs.

LÆS MERE HOS ENERGI-, FORSYNINGS- OG KLIMAMINISTERIET