Nyhed
Kun 2 ud af 10 vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, men der er hårdt brug for faglærte på fremtidens arbejdsmarked.
Erhvervsuddannelserne spiller en vigtig rolle for at få alle godt med ind i fremtiden. I takt med at fremtidens arbejdsmarked udvikler sig i en teknologisk og digital retning bliver der behov for flere dygtige faglærte.
Allerede i dag er der mangel på arbejdskraft med erhvervsuddannelsesbaggrund.
Samtidig giver en erhvervsuddannelse mange muligheder for den enkelte. Gode jobmuligheder, gode videreuddannelsesmuligheder og gode muligheder for at blive selvstændig.
Og erhvervsuddannelserne spænder vidt – fra de klassiske håndværksfag som tømrer, murer og frisør til uddannelser som industritekniker, mediegrafiker og webudvikler. Og alt derimellem. I alt findes der mere end 100 forskellige typer erhvervsuddannelser.
Alligevel er søgningen til erhvervsuddannelserne er faldet betydeligt over en årrække. Andelen af elever, der vælger en erhvervsuddannelse direkte fra grundskolen er faldet fra omkring 30 pct. i 2000 til 20 pct. i 2018.
Meget tyder på, at undervisning i folkeskolen i for høj grad har peget de unge i retning af gymnasiet – på bekostning af erhvervsuddannelserne. Mange danske skoleelever har aldrig været på en byggeplads eller et plejehjem.
Disruptionrådet har flere gange været taget med på råd, om udfordringerne med som samfund at ruste sig til fremtidens kompetencer. Til rådets møder har det blandt andet været drøftet, hvordan man imødekommer de behov, virksomhederne har, når det gælder flere faglærte.
Regeringen har indgået en bred aftale, der styrker vejen fra folkeskole til faglært. En vifte af initiativer skal reformere søgningen til erhvervsuddannelserne:
”Vi har som regering den ambition, at flere unge skal vælge at gennemføre en erhvervsuddannelse, fordi vi som land har brug for mennesker med kloge hænder og kloge hoveder, og fordi en erhvervsuddannelse er et godt valg for den enkelte", siger statsminister, Lars Løkke Rasmussen
Aftalen betyder, at trådene fra erhvervsuddannelserne nu bliver trukket helt ned i folkeskolen. Her vil eleverne i højere grad møde erhvervsuddannelsernes fagligheder som en del af skoledagen. I aftalen er der også en række initiativer rettet mod selve erhvervsuddannelserne, så alle elever fra første dag oplever, at en erhvervsuddannelse både indeholder undervisning med solid faglighed, et attraktivt ungemiljø og mulighed for fordybelse og afklaring. Samtidig skaber aftalen et nyt grundforløb for de lidt ældre unge og højner kvaliteten bl.a. ved at annullere omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne.
”Med aftalen ønsker vi at gøre op med automatvalget af ungdomsuddannelse. Vi sætter derfor ind med indsatser i folkeskolen, hvor vi lader folkeskoleeleverne få erfaringer med håndværksfag og indblik i, hvilke muligheder der følger med en faglært uddannelse, ligesom vi i aftalen har taget en lang række initiativer, der sikrer, at nye elever på erhvervsuddannelserne fra første dag møder trygge, attraktive ungemiljøer med faglige udfordringer og stærke traditioner", siger undervisningsminister, Merete Riisager