Ghettoområder
Boligministeren offentliggør hvert år den 1. december en liste over udsatte boligområder, ghettoområder og hårde ghettoområder i Danmark. Der er ét ghettoområde mindre, hvilket dækker over, at der er tre boligområder, som ikke længere opfylder kriterierne, mens der er to nye ghettoområder. Antallet af udsatte boligområder er faldet med i alt tre – fem boligområder er ude af listen og to nye er kommet ind. Der er ingen ændringer i listen over hårde ghettoområder.
"Jeg er glad for, at antallet af både udsatte boligområder og boligområder, der i lovgivningen betegnes ghettoområder, er faldet. Det jeg særligt hæfter mig ved er, at det går fremad med beskæftigelsen. Det er et tegn på, at parallelsamfundslovgivningen virker, og at det bliver taget alvorligt, at kommunerne skal gøre en ekstra indsats for de udsatte borgere og at de ikke alle skal anvises til de udsatte boligområder. Jeg forventer, at den positive udvikling vil slå endnu tydeligere igennem i de kommende år", siger boligminister Kaare Dybvad Bek.
Herunder kan du downloade ghettolisten
"Det er vigtigt for mig at understrege, at vi hvert år laver disse lister for at kunne være præcise i vores hjælp til de boligområder, der har behov for ekstra hjælp og støtte. Målet er at skabe blandede boligkvarterer over alt i Danmark, for børn har krav på at få de samme muligheder – uanset hvor de vokser op", tilføjer Kaare Dybvad Bek.
De tre boligområder, der ikke længere er på ghettolisten er Gadelandet/Husumgård i København, som udgår på grund af stigende indkomstniveau, Charlotteager i Høje Taastrup, der udgår, fordi andelen af dømte er faldet og Ellekonebakken i Viborg, som udgår, fordi andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere er faldet. Korskærparken i Fredericia er tilbage på listen, fordi andelen af beboere med ikkevestlig baggrund er steget. I Karlemoseparken i Køge er andelen af dømte steget.
"Desværre er der også nye boligområder på listerne over udsatte boligområder og ghettoområder. Her vil jeg gerne række hånden ud til Fredericia og Køge Kommune og understøtte deres indsats for at forbedre beboersammensætningen. Det handler om hurtigst muligt tage fat i redskaberne der er til rådighed. For vi kan se, at det virker", siger Kaare Dybvad Bek.
"Der er som forventet ingen forandringer for de 15 boligområder, som i lovgivningen betegnes hårde ghettoer. Jeg har godkendt deres udviklingsplaner og er sikker på, at omdannelsen af områderne om få år også vil kunne måles, når ghettolisterne gøres op", siger Kaare Dybvad Bek.
I alt er der 40 boligområder, som opfylder kriterierne for at være såkaldt udsatte boligområder. Områderne, der udgår, er Gadelandet/Husumgård i København, Charlotteager i Høje Taastrup, Rønnebærparken/Æblehaven i Roskilde, Holtbjerg i Herning og Trekanten i Holstebro. De to nye området på listen er Karlemoseparken i Køge og Præstebakken/Syrenparken m.fl. i Esbjerg. Her får kommuner og boligorganisationer nu adgang til de redskaber i lovgivningen, som skal bruges til at skabe positiv udvikling og ændre beboersammensætningen.