FFL20: Øvrige prioriteter
Ny Bane Vestfyn
Regeringen ønsker en velfungerende infrastruktur og attraktiv kollektiv trafik. Regeringen ønsker på den baggrund at anlægge en ny jernbane på Vestfyn. Regeringen afsætter midler til at anlægge en ny dobbeltsporet jernbane over Vestfyn fra Odense Vest til Kauslunde, øst for Middelfart. Projektet igangsættes i 2023.
Den nye jernbane, som er en del af togfondens fase 1, bliver ca. 35 km lang og vil reducere rejsetiden for persontog og frigøre kapacitet på den nuværende jernbane over Vestfyn.
Der afsættes 147 mio. kr. til at igangsætte projektet i 2023.
Projektets totaludgift udgør 4,9 mia. kr.
Initiativer målrettet Grønland og Færøerne
Regeringen ønsker et ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab i rigsfællesskabet baseret på tillid og gensidig respekt.
Derfor prioriterer regeringen at afsætte midler til initiativer rettet mod Grønland og Færøerne samt herboende grønlændere og færinger.
Der afsættes 20 mio. kr. årligt i perioden 2020-2023 til initiativer målrettet Grønland og Færøerne.
Social dumping
Med forslag til finanslov for 2020 udmønter regeringen Aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Det indebærer bl.a., at der afsættes yderligere knap 480 mio. kroner frem mod 2022 til Arbejdstilsynet, bl.a. til en styrket indsats for ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Midlerne løfter Arbejdstilsynets samlede bevilling markant og sikrer dermed en væsentlig styrkelse af indsatsen for et trygt og sundt arbejdsmiljø på det danske arbejdsmarked frem til 2022.