Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Finanslov 2020

Styrket psykiatri

Regeringen

Stadig flere mennesker får brug for hjælp i psykiatrien.

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at styrke indsatsen for de personer, der lever med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel. Det er imidlertid ikke alle udfordringer, der kan løftes i ét træk.

Derfor igangsættes arbejdet med en 10-års plan for psykiatrien, der skal sætte en langsigtet retning for udviklingen af psykiatrien og sammenhængen på tværs af områder. Men der er behov for at starte arbejdet allerede nu med konkrete initiativer. Regeringen vil invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en aftale om en 10-års plan for psykiatrien. Aftaleparterne er enige om, at der i planen skal være særlig fokus på forebyggelse og bedre sammenhæng i indsatsen mellem almen praksis, hospitalspsykiatri (herunder ambulant behandling) og socialpsykiatri (herunder botilbud).

Indsatsen for børn og unge samt dobbeltdiagnosticerede skal have et særligt fokus i planen. Aftaleparterne er enige om at gennemføre en række initiativer, som skal styrke forholdene for personer med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel, og som samtidig understøtter langsigtede løsninger.

Samlet afsættes der 600 mio. kr. årligt fra 2020 og frem til at styrke psykiatrien. Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at afsætte en ramme på 510 mio. kr. årligt fra 2020 og frem til en generel styrkelse af kapaciteten og forbedring af normeringerne i psykiatrien.

Rammen kan bl.a. anvendes til oprettelse af flere sengepladser, en styrket akutindsats samt en øget kapacitet på Sikringen. Aftaleparterne er enige om, at kapaciteten på Sikringen skal øges med 10 pladser og etableres hurtigst muligt.

Den konkrete udmøntning fastlægges efter dialog med Danske Regioner, så det sikres, at prioriteringerne følger behovet. En del af midlerne vil skulle målrettes investeringer i udbygning af kapacitet, men vil i alt overvejende grad dække over udgifter forbundet med mere personale. Aftaleparterne er i forlængelse heraf enige om, at der er et specifikt behov for øget kapacitet i retspsykiatrien. Som en del af den samlede ramme afsættes derfor 90 mio. kr. årligt i 2020 og frem til bl.a. flere nye senge i retspsykiatrien.

Oprettelsen af flere retspsykiatriske senge skal bl.a. understøtte, at de retspsykiatriske patienter ikke optager pladser fra andre patienter indlagt i behandlingspsykiatrien, herunder at patienter ikke udskrives for tidligt fra behandlingspsykiatrien. Initiativerne skal ses i sammenhæng med det kommende arbejde med en 10-års plan for psykiatrien.

Der er med tidligere satspuljeaftaler prioriteret midler til medfinansiering af indsatsen for at forebygge vold på socialpsykiatriske botilbud gennem oprettelse af 150 nye særlige pladser.

Der er medio 2019 etableret 135 pladser. I tilknytning til drøftelsen med Danske Regioner om udmøntningen af rammen på 510 mio. kr. årligt fra 2020 og frem vil spørgsmålet om de 150 særlige pladser også blive adresseret. KL inddrages i dialogen herom. Mulige løsninger af udfordringerne drøftes med aftaleparterne, idet aftaleparterne er enige om, at pladserne fortsat skal fokuseres mod den tiltænkte målgruppe.

pdf (742 Kb)