Hvem passer på soldaternes børn, mens soldaterne passer på os?

Siden sidste flagdag i fjor har Danmark sendt 1.591 soldater ud i verden. For at kæmpe for fred. For at kæmpe for frihed og for demokrati.

Trygheden og dermed vores samfundsstabilitet udfordres hver eneste dag – også geografisk langt væk fra Danmark. Det gælder f.eks. terror, uroligheder og krige i fjerne regioner, naturkatastrofer eller ukontrollerede migrationsstrømme.

Siden 1948 har vi udsendt op mod 60.000 mænd og kvinder. Vi skylder dem en særlig stor tak for deres indsats. For når man er udsendt for Danmark, er det fordi, man ikke har nok i sig selv. Man sætter Danmark forrest i en tro på og kamp for de værdier, der er helt afgørende for, at vi er det Danmark, vi holder af. Og kender. Den tryghed, som danske soldater er garanter for, er fundamentet under vores velfærdssamfund.

Når vi sender soldater ud i verden for at sikre trygheden i Danmark, skal vi huske, at der altid følger en familie med. Og enhver udsendelse har en pris. For soldaterne selv, for deres pårørende og ikke mindst for de børn, hvis mor eller far er væk i en længere periode. Og i endnu højere grad for de børn, der efterfølgende må leve med en forælder, der er blevet syg af at være udsendt. Heldigvis er det fåtallet, der får det svært efter en udsendelse. Det ændrer dog ikke på, at der påhviler os som samfund et helt særligt ansvar for at sikre ordentlig og rettidig hjælp – både til soldaterne og til deres familier, herunder i særdeleshed til børnene. Både mens soldaterne er udsendt. Og når de efterfølgende bliver veteraner.

Danmarks veteranindsats er stadig relativ ung. På ti år er der opbygget kompetencer i Forsvaret og sket markante forbedringer i forhold til tidligere. Dybt dedikerede medarbejdere arbejder hver eneste dag for at opbygge mere viden og yde hjælp i Forsvarets Veterancenter. Ligesom Forsvaret som organisation er blevet markant bedre til at indarbejde veteranindsatsen i alle udsendelser. Men vi er stadig ikke i mål. Særligt ikke når det kommer til de pårørende.

Erfaringer fra de seneste års udsendelser viser, at ca. ti pct. af tidligere udsendte oplever psykiske efterreaktioner og har behov for støtte. Antallet varierer afhængigt af, hvilke hold der undersøges, men det ændrer ikke på, at tallet er for højt, og at vi skal gøre alt, vi kan, for at det bliver mindre. Det er samtidig den største og bedste hjælp, vi kan give de pårørende og børnene, at far eller mor kommer styrket tilbage fra en udsendelse.

Men så længe der er veteraner, som bliver syge, må vi ikke lukke øjnene for den påvirkning, det kan have på en familie. Jeg har desværre mødt og talt med alt for mange kærester, ægtefæller, børn, søskende og forældre til tidligere udsendte, der ikke fik det menneske hjem, som de sendte ud. Det kan ødelægge en familie fuldstændig, hvis ikke der er den rigtige rådgivning og hjælp at få.

I Danmark har vi sparsom viden om de pårørende. Umiddelbart efter min tiltrædelse som forsvarsminister igangsatte jeg derfor en evaluering af den nuværende veteranindsats, der skal gøre os klogere. Men vi skal ikke sidde og vente på, at de åbenlyse huller, der er i den eksisterende indsats, bliver evalueret. Vi skal i første omgang sætte ind på to helt konkrete områder: Vi skal sikre bedre støtte til de familier med børn, hvis forældre er udsendt, og vi skal have en helt ny og målrettet indsats for pårørende til de familier, der får en skadet veteran hjem – særligt med fokus på børn og unge.

Støtte til udsendtes familier og børn

​At sende sin kære ud på mission i udlandet ændrer fundamentalt ved hverdagen derhjemme. Der er fødselsdagene og højtiderne, hvor der nu mangler en. Der er savnet i hverdagen. Der er frygten. Samtidig med, at der er ansvaret for, at hverdagen stadigvæk fungerer. Med de små børn er der de første ord og skridt. Med de større børn er der de daglige spørgsmål og slagsmål. De skuffende konstateringer af at far eller mor manglede til koncerten på skolen. Eller fodboldkampen om søndagen.

Der er teenagerens afsluttende eksamen, snakken om de store spørgsmål og de sidste skridt ud i voksenlivet. Selvfølgelig har det konsekvenser, når mor eller far er udsendt. Ikke at det ikke kan håndteres, det kan det. Men det ændrer dynamikken i en familie. Hos nogle har det stor påvirkning. Hos andre mindre. Det væsentlige for mig er, at Forsvaret yder kvalificeret råd og hjælp, når det bliver svært. Det er også en fordel for Forsvaret selv. Det er bedre for alle, når den udsendte ikke skal bekymre sig for meget over, om familien derhjemme kan hænge sammen.

Hjælp til syge veteraners børn og familier

​Vi ved fra forskningen, at der er stor sammenhæng mellem mor og fars trivsel og deres børns trivsel og muligheder i livet. Psykisk sygdom og tilknytning til arbejdsmarkedet har stor betydning for børns velbefindende. Derfor bør vi også være særligt opmærksomme på børn til veteraner med eksempelvis PTSD. Hvis ikke vi forstår og formår at hjælpe familier til syge veteraner, risikerer vi, at det påvirker børnene i en sådan grad, at de får problemer senere i livet. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

Derfor er det i mine øjne kun naturligt og ansvarligt at markere Flagdagen ved at tage initiativ til, at vi nu udbygger Forsvarets Veterancenter, der ligger inde med stor faglig viden og stærke kompetencer, så det får en særlig pårørendeenhed med fokus på børn. Enheden vil styrke og koordinere indsatsen for veteraners børn og pårørende før, under og efter udsendelse. Den vil underbygge en hurtig, lokal og direkte indsats for børn og pårørende til særligt udsatte veteraner. Og sidst, men ikke mindst, skal pårørendeenheden opbygge vigtig specialviden på børneområdet og fokusere Veterancentrets eksisterende tilbud til børn og pårørende.

Jeg kan selvsagt ikke love, at det betyder mirakler fra dag et. Men arbejdet med at tage vare på vores veteraner og deres familier er så væsentligt, at det er en af mine fem vigtigste politiske prioriteter for den kommende valgperiode.

Vores veteraner kan noget særligt

​Når vi i dag hylder vores veteraner over hele landet, i Grønland og på Færøerne, skal vi huske på, at langt de fleste veteraner kommer styrket hjem fra udsendelser. De kommer hjem med stærke kvalifikationer og erfaringer. Både fagligt og socialt. Og så er de dybt dedikerede medarbejdere. Dette uagtet om de bliver i Forsvaret eller fortsætter deres arbejdsliv andre steder – i det private eller offentlige.

Veteraner har da også en højere tilknytning til arbejdsmarkedet end den gennemsnitlige dansker. Danske veteraner er noget særligt og kan noget særligt. De har én gang vist, at de er villige til at kæmpe for noget, der er større end de selv. De har sat sig selv til side og kæmpet for fællesskabet. Og de fleste gør det igen og igen via deres engagement – uanset om det er i fodboldklubben, Hjemmeværnet, forældrebestyrelsen eller de mange andre steder, hvor de fortsætter med at tage samfundsansvar. At have været udsendt for Forsvaret giver stærkere ledere til glæde og gavn for vores samfund.

I dag siger vi tak til vores veteraner. Vi siger tak til de pårørende, der har bakket op i kulissen. Men især på en dag som i dag er det vigtigt for mig klart at markere, at vi ikke er i mål med vores veteranindsats. Vi er kommet meget længere end for ti år siden. Men vi må aldrig hvile på laurbærrene. Vi skal gøre det endnu bedre.

For mig stopper det ikke med markeringerne og hyldesten her på flagdagen. Der udestår et vigtigt arbejde med at forbedre vores veteranindsats. Det danske samfund skal kendes på, hvordan vi hjælper dem, der har det svært. Det samme skal det danske forsvar.