Nyt stort erhvervsområde ved Avedøre Holme
Med regeringens kommende udspil om Hovedstaden 2030 sætter regeringen bl.a. fokus på at sikre gode rammer for erhvervslivet.
Beskæftigelsesministeriet
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Regeringen og Hvidovre Kommune er enige om at igangsætte arbejdet for at etablere fremtidens moderne erhvervsområde i forlængelse af det nuværende Avedøre Holme. Området skal hedde Holmene, og visionerne for erhvervslivets muligheder er lige så store, som kravene til området er grønne.
Indtil 1960’erne var området, der i dag er kendt som Avedøre Holme, fyldt med små øer, indsøer og frodig natur, der fik lov at vokse vildt. I 1960’erne blev området kunstigt inddæmmet, jordopfyldt og gjort til et af Nordens største og mest velfungerende erhvervsområder. Den store efterspørgsel efter en adresse på Avedøre Holme gør, at der nu er basis for at udvide.
Derfor lancerer Hvidovre Kommune sammen med regeringen og med opbakning fra Københavns Kommune i dag planerne om at etablere et af Nordeuropas største, grønneste og mest innovative erhvervsområder i forlængelse af Avedøre Holme.
Området kommer til at hedde Holmene. Og ved at genskabe den oprindelige landskabsmæssige form og forbinde det nye områdes i alt ni holme via et grønt naturbælte, bidrager Holmene med 700.000 kvadratmeter ny, bynær natur og 17 kilometer ny kystlinje.
”Jeg er meget begejstret for Hvidovre Kommunes projektplaner. Det er både et meget spændende og et meget ambitiøst projekt, der på én gang vil hjælpe os med at skabe nye erhvervsarealer tæt på motorvej og lufthavn, nye arbejdspladser og nye grønne, rekreative områder. Og som er et bud på en løsning på udfordringerne med klimasikring og spildevandshåndtering i København og omegn. Derfor skal og vil regeringen selvfølgelig gå i konstruktiv dialog med kommunen om deres realisering af projektet", siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Holmene bidrager med nye kvadratmeter til erhverv og frigiver dermed områder til for eksempel boliger andre steder i hovedstaden og er derfor en vigtig del af regeringens helhedsplan for fremtidens København.
"Holmene i Hvidovre er et visionært projekt, som regeringen støtter helhjertet. Det vil være med til at binde København endnu bedre sammen med Vestegnen og resten af Sjælland. København og omegnskommunerne er en vigtig vækstmotor for hele Danmark. Med Holmene skaber regeringen og kommunerne grobund for nye virksomheder, hvilket kræver uddannet arbejdskraft, som vi i fællesskab - både virksomheder og regering - har ansvaret for at få uddannet og opkvalificeret", siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.
Ifølge Deloitte vil Holmene skabe op til 12.000 nye arbejdspladser og op mod 30.000 nye jobs i afledte effekter. Holmene bliver en vækstdriver, der vil gøre Storkøbenhavn til et vækstcenter for hele Danmark.
"Jeg glæder mig over, at vi nu har en fælles vision om at etablere et nyt stort og attraktivt erhvervsområde i Hovedstaden. Med Holmene kan vi stå bedre i den internationale konkurrence om at tiltrække virksomheder, investeringer og højt kvalificeret arbejdskraft. Det kan bidrage til vækst og udvikling ikke bare i hovedstadsområdet, men i hele Danmark", siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Holmene bliver en vækstdriver for hele Danmark
Holmene er et naturplus-projekt, der skaber markant mere natur, når det står færdigt, end der er i dag. Området bliver fyldt med rekreative naturoplevelser til både børn, unge, familier og ældre med løberuter og supercykelstier og mulighed for vandsportsaktiviteter som kajak, svømning og undervandsjagt. Og der bliver etableret udsigtstårn og områder med mulighed for at iagttage fugle- og dyrelivet, marine spots til naturformidling til skoleklasser og andre interesserede og havhaver og strand, der giver mulighed for picnic og badning.
Ligeledes betyder Holmene, at den grønne forbindelse fra Kalvebod Fælled og Kalveboderne mod nord til Køge Bugt Strandpark mod syd langt om længe bliver fuldendt. Samtidig bliver Holmene en grøn og frodig stormflodssikring, der beskytter både Hvidovre og hovedstaden mod elementernes rasen fra syd.
Holmene vil, når området står helt færdigt i 2040, bestå af i alt ni holme. Holmene anlægges i etaper, og det forventes, at jordopfyldningen kan igangsættes med det første spadekast allerede i 2022. Seks år efter, at arbejdet indledes, forventes første holm at stå færdig.
Med Holmene får hovedstadsområdet og Danmark et nyt, topmoderne og 3,1 mio. kvadratmeter stort erhvervsområde med plads til omkring 380 nye virksomheder, og hvor der bliver tænkt i nye og innovative trafikløsninger. Med de afgrænsede holme bliver der mulighed for, at virksomhederne kan etablere sig i klynger, så de kan udnytte de cirkulære synergier, vidensdele og brande sig sammen.
Med nærheden til offentlig transport, en international lufthavn og de store uddannelsesinstitutioner vil Holmene styrke hovedstadsområdet i kampen om at tiltrække virksomheder, internationale investeringer og højtkvalificerede medarbejdere og fremtidssikre erhvervsudviklingen i Storkøbenhavn.
Regeringen forventer om kort tid at kunne lancere sit samlede Hovedstadsudspil.
Læs mere om planerne for en udvidelse af Avedøre Holme på Hvidovre Kommunes hjemmeside
Læs kommissoriet for regeringens arbejde med hovedstadsudspillet her