Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Statsministeren præsenterer regeringens klimapartnerskaber

Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksen taler på Marienborg om biodiversitet

Statsministeren præsenterer regeringens klimapartnerskaber Statsministeren holder sit første møde om regeringens klimapartnerskaber med erhvervslivet onsdag den 13. november kl. 15.00 på Marienborg.

Regeringen indgår i alt 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet. De enkelte sektorer skal samarbejde om, hvordan deres sektor kan reducere drivhusgasudledningerne.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:
”Danmark skal gå forrest i kampen for klimaet. Regeringen har sat et historisk ambitiøst mål om nedbringelse af Danmarks udledning af drivhusgasser. Det når vi kun, hvis alle bidrager. Jeg er glad for, at dansk erhvervsliv har taget så konstruktivt imod regeringens klimapartnerskaber. Med samarbejdet inviterer vi erhvervslivet med helt ind til bordet. Hver sektor skal formulere køreplaner for, hvordan de kan reducere deres klimaaftryk og foretage konkrete reduktioner. Men samarbejdet er gensidigt. Regeringen vil også se på de barrierer, virksomhederne møder på vejen mod den grønne omstilling. Jeg tror, at vi på denne måde kan finde de bedste og mest effektive løsninger.”

***

Samtidig oprettes Grønt Erhvervsforum, hvor flere ministre, formændene for de 13 klimapartnerskaber samt repræsentanter fra fagbevægelsen og eksperter deltager. Her vil implementeringen af klimapartnerskabernes køreplaner og forslag løbende blive fulgt.

***

Pressen er velkommen fra kl. 13.00. Der vil være familiefoto af regeringens repræsentanter og klimapartnerskaberne kl. 15.00. Gyldigt pressekort skal bæres synligt.

Yderligere oplysninger: Ledende pressesekretær i Statsministeriet Karen Clement, telefon +45 33 92 22 59.