Ekstra julehjælp på vej til udsatte familier
Social- og indenrigsminister Astrid Krag har sammen med et bredt politisk flertal besluttet at fordele et ekstraordinært tilskud på 2,5 millioner kroner direkte til organisationer, der allerede har modtaget julehjælp i år.
COVID-19 nedlukningen har store konsekvenser for mange udsatte børn og sårbare familier. Skoler og fritidsaktiviteter er lukket mange steder. Forældre arbejder hjemme. Mange familier føler sig oveni presset af en juletid, som kræver ekstra overskud både mentalt og økonomisk.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag er derfor blevet enig med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet om at forhøje julehjælpen til sociale organisationer med 2,5 millioner kroner i 2020. Der er tale om et ekstraordinært tilskud til de organisationer, der allerede har modtaget julehjælp i 2020. Det samlede beløb til julehjælp er dermed en halv gange højere end det normale, som er på 5 millioner kroner.
Astrid Krag siger:
"Julen er i år særligt svær for mange. For sårbare og udsatte familier er julehyggen under særligt hårdt pres som følge af COVID-19 og de mange hjemsendelser. Nogle familier er måske ekstra hårdt ramt på økonomien. Og når hele familien er samlet uden det pusterum, som skole, job og fritidsaktiviteter normalt giver, kommer konflikterne hurtigt op til overfladen. Det er mit håb, at de ekstra penge kan forsøde tilværelsen en smule for disse familier, så udsatte børn og unge også mærker, at det er jul."