Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Miljø og natur

Forsvarsministeren vil gøre store forsvarsarealer grønnere

Forsvarsministeriet
Forsvarsminister Trine Bramsen i naturen på Hornsherred
Der skal være mere skov, biodiversitet og klimavenlige arealer på Forsvarets områder. Derfor præsenterer forsvarsminister Trine Bramsen nu de første af flere initiativer for et grønnere forsvar.

Forsvaret er med cirka 33.000 hektar en af landets største jordbesiddere. En stor del af arealerne er øvelsesterræn med naturtyper såsom hede, vådområder, overdrev og engarealer, der ellers er i tilbagegang mange andre steder.

Naturen på særligt øvelsesområderne har igennem årene haft godt af Forsvarets brug. For når træer væltes, arealer køres op eller der opstår småbrande ved skydning, giver det en naturlig dynamik i terrænet, som er med til at skabe levesteder for en række dyr og planter.

Men Forsvaret og de øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet skal gøre endnu mere for at styrke indsatsen både på natur- og på klimaområdet, mener forsvarsminister Trine Bramsen, der derfor præsenterer flere tiltag på områderne. Tiltagene er de første i et øget grønt fokus i Forsvaret.

Forsvarminister Trine Bramsen siger:

”Forsvarets kernekompetence er ikke klima- og miljøpolitik. Og det skal det heller ikke være. Men hvis vi kan passe på miljøet og klimaet, samtidig med at vi passer på danskerne. Så giver det på alle måder god mening.”

I dag besøger hun Jægerspris Øvelsesterræn sammen med Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding. I den anledning løfter hun sløret for en lille del af et større grønt udspil, der kommer senere på året. Tiltagene er:

  • Der skal plantes mere skov: Forsvarsministeriet råder over ca. 33.000 hektar. Der skal plantes mere skov, hvor det er muligt. 
  • Mindre landbrugsdrift: En del arealer er bortforpagtet til landbrugsdrift. Det skal reduceres, hvor det er muligt. 
  • Kaserner skal være grønnere: Der skal være mere natur på kaserneområderne. Nye beplantninger skal gavne bier og andre insekter. Desuden skal der fx opsættes flere fuglekasser.

”I Forsvaret kan vi selv pege på en række områder, hvor vi kan være grønnere. Men vi har også brug for at spille bold med eksperter på området. Det er Danmarks Naturfredningsforening. Vi er givetvis ikke enige om alt. Men det ændrer ikke ved, at vi helt sikkert har fælles interesser på rigtig mange områder. Derfor ønsker jeg, at vi skal arbejde tættere sammen,” siger Trine Bramsen.

Læs mere om Forsvarets brug af naturen her.