Aftale

Ny aftale sikrer effektivt opgør med kortsigtede boligspekulanter

Almindelig dansk by

Regeringen, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet har i dag indgået en aftale, der skal bremse kortsigtede spekulanters opkøb af billige lejeboliger.

Efter flere måneders forhandlinger har regeringen, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet i dag landet en aftale om boligreguleringsloven.

Aftalen indebærer, at der indføres et spekulantstop, hvor en køber af en ejendom ikke kan hæve huslejen i de første 5 år efter overtagelsen, hvis der foretages en renovering efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2.

Der indføres desuden et grønt incitament, så karensperioden bortfalder, hvis en ejendoms energiklasse hæves med mindst 3 niveauer eller energiforbedres for mindst 3.000 kroner per kvadratmeter.

Karensperioden på 5 år skal ikke gælde, hvis en andelsboligforening omdannes til udlejningsejendom. Det betyder, at andelsboliger ved vurderinger friholdes fra værditabet som følge af karensperioden.

Aftalen stiller også krav til, at de renoveringer, der udføres, skal være grønne. Fremover skal en renovering løfte en ejendom op i energiklasse C eller løfte ejendommens energiklasse mindst 2 niveauer.

Herudover er der indgået aftale om en lang række initiativer til styrkelse af lejerne.