Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Klima

Politisk aftale om bedre klimatilpasning

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Efter en rekordvåd vinter har regeringen og partierne bag vandsektorloven indgået en politisk aftale om bedre klimatilpasning. Aftalen giver vandselskaberne bedre muligheder for at lave klimatilpasningsprojekter, der kan håndtere de stigende vandmængder. Det skal beskytte danskerne bedre mod oversvømmelser ved massiv regn.

Med aftalen indføres nye og enklere regler for vandselskabernes klimatilpasning. I dag er vandselskaberne i mange tilfælde bundet af, at kommunerne skal bidrage med 25 pct. af finansieringen, hvilket betyder, at projekterne har indgået i den almindelige prioritering i kommunerne. Det krav fjernes fremadrettet, og det skal bane vejen for billigere og mere effektiv klimatilpasning af kloakkerne.

Bedre muligheder for klimapasningsprojekter
Regelændringen betyder, at vandselskaberne vil få bedre muligheder for at lave klimatilpasningsprojekter over jorden, eksempelvis ved fordybninger i parker og langs veje, som kan lede regnvandet væk. Det er i gennemsnit 4 gange billigere end kloakprojekter.

Det er en stor og vigtig opgave at klimatilpasse Danmark, men reglerne har ikke understøttet de bedste løsninger. Nu laver vi en gennemgribende sanering af reglerne og skaber bedre rammer for billigere projekter, så vi kan få meget mere klimatilpasning for pengene. Det skal sætte gang i projekterne ude i kommunerne”, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Forhandlinger gennemført under coronakrisen
Aftalen er indgået mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Forhandlingerne blev påbegyndt før Covid-19 situationen, og regeringen har prioriteret at gennemføre forhandlingerne for at kunne indgå en politisk aftale. Forhandlingerne efter Covid-19 er afholdt virtuelt.

Rigtig mange mennesker oplevede omfattende konsekvenser ved vinterens massive regnfald. Huse blev oversvømmet, og folk blev evakueret. Derfor har det været en prioritet for regeringen at få forbedret forholdene. Jeg vil gerne sige tak til Folketingets partier for en god og konstruktiv proces under nogle vanskelige omstændigheder”, siger klimaminister Dan Jørgensen.

I dag er der flere forskellige regelsæt, som ikke spiller sammen. Med aftalen bliver de forskellige regelsæt for vandselskabers klimatilpasning samlet i ét. Det skal gøre det lettere at anvende og administrere reglerne. De nye regler skal implementeres ved en ændring af vandsektorloven samt en del øvrig lovgivning på vandområdet og forventes at træde i kraft ved årsskiftet 2020/2021

LÆS MERE HOS KLIMA, ENGERGI- OG FORSYNINGSMINISTERIET

  • Baggrund

    De mest effektive klimatilpasningsløsninger er ofte dem, der laves over jorden: fx fordybninger i parker eller langs veje, der kan holde vandet tilbage og lede det væk. Ifølge en analyse er projekter over jorden i snit 4 gange billigere. De nuværende medfinansieringsregler fra 2016 foreskriver, at en del klimatilpasningsprojekter over jorden skal have en kommunal finansiering på 25 pct.

    Pga. reglerne har vandselskaber sværere ved at lave løsninger over jorden, da projekterne er underlagt kommunernes anlægsloft. Det betyder, at der enten ikke foretages de nødvendige investeringer, eller at vandselskaberne må lave dyrere projekter under jorden, som de kan gennemføre alene. Det er dyrt for danskernes vandregning. Med de nye regler vil vandselskaberne få mulighed for også at gennemføre regnvandsprojekter over jorden uden finansiering fra kommunerne.

    Desuden bliver det muligt for flere aktører at deltage i klimatilpasningsprojekterne, og reglerne begrænses ikke til bestemte geografiske områder. Endelig vil regeringen som noget nyt have udarbejdet en mekanisme, der medfører, at pengene bruges samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.

    Aftalen indeholder en række tiltag, der skal sætte gang i klimatilpasningen:

    • Selskaber kan betale 100 pct. af omkostningerne til håndtering af regnvand. Kommuner og private betaler som hidtil for udgifter, der alene er deres (legepladser, lygtepæle etc.).

    • Der indføres tilsyn med, at projekter betalt over vandtaksten er samfundsøkonomisk hensigtsmæssige.

    • Selskaber får bedre mulighed for at være projektleder, og andre parter i projekterne skal ikke længere lægge ud for vandselskabernes del.

    • Tillæg ensartes, så alle tillæg til selskabernes indtægtsramme til klimatilpasningsprojekter omfattes af effektiviseringskrav.

    • Dokumentationskrav harmoniseres, og indberetningerne digitaliseres.

    • Selskaberne får bedre mulighed for at samarbejde på tværs af områder og aktører.