Politisk aftale om lovgrundlag for tempobonus samt aflivning og forbud mod hold af mink
Regeringen har sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet indgået en aftale om midlertidig forbud mod mink samt hjemmel for aflivning og tempobonus til de minkavlere, der afliver deres mink.
På grund af COVID-19 smitte på danske minkfarme har sundhedsmyndighederne konkluderet, at fortsat minkavl i Danmark indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner
Derfor besluttede regeringen den 3. november 2020, at alle mink på de danske minkfarme skulle aflives af hensyn til den danske folkesundhed. Med aftalen i dag er regeringen og partierne enige om hurtigst muligt at vedtage lovhjemmel til at aflive minkene og dermed også give grundlag for at udbetale tempobonus til minkbranchen.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Det er ikke minkavlernes skyld, at corona smitter i netop deres branche. Det er en ubarmhjertig opgave, de løfter lige nu for folkesundhedens skyld. Derfor er jeg også glad for, at der nu er vished om grundlaget for aflivningen af mink og udbetalingen af tempobonus. Forhandlingerne om erstatning fortsætter, og jeg håber, at vi snart kan få en aftale om fuldstændig erstatning til alle minkavlerne.”
Fødevareminister Mogens Jensen:
”Jeg er utrolig glad for, at vi med denne aftale forhåbentlig får skabt noget ro omkring den meget store operation med aflivninger, som pågår på landets minkfarme. Forløbet har været rodet, det skal jeg være den første til at indrømme. Regeringens udmelding om at aflive alle danske mink har været tung, og vi er meget bevidste om de vidtrækkende konsekvenser, den har for hver enkelt berørte i branchen. Desværre er beslutningen nødvendig, og det er jeg glad for, at aftalepartierne støtter op om. Nu skal vi videre med forhandlingerne om en fuldstændig erstatning til minkavlerne.”
Læs mere om den politiske aftale på Erhvervsministeriets hjemmeside.