Pressemøde i Spejlsalen om COVID-19
Forlængelse af tiltag mod COVID-19 i Danmark
Regeringen og myndighederne har som led i indsatsen mod spredning af COVID-19 i Danmark taget en række generelle tiltag med henblik på at nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem danskerne og øge effekten af social afstand.
De iværksatte initiativer forlænges indtil videre til og med 2. påskedag, ligesom danskerne på det kraftigste opfodres til at holde sig hjemme i påsken.
Bliv hjemme i påsken
- En effektiv indsats mod spredning af COVID-19 i Danmark kræver, at den enkelte dansker tager ansvar for at nedbringe antallet af sociale kontakter og sikre behørig afstand til sine medborgere. Det gælder også inden for familien og vennekredsen.
- Alle danskere opfordres derfor på det kraftigste til at udvise ansvarlighed også i påsken. Aflys påskefrokosten. Udsæt familiebesøgene. Lad være med at tage på sightseeing rundt omkring i landet. Hold jer som udgangspunkt derhjemme.
Midlertidig grænsekontrol med indrejseforbud
- Der blev den 14. marts 2020 indført midlertidig grænsekontrol med indrejseforbud ved alle danske grænser. Grænsekontrollen, der som udgangspunkt ikke omfatter godstransport, løber – som tidligere udmeldt – indtil videre til og med den 13. april 2020. Regeringen vil inden påske beslutte, om det danske indrejseforbud forlænges, herunder i lyset af en eventuel EU-beslutning om at forlænge indrejseforbuddet til EU-/Schengen-området, jf. nedenfor.
- 12 Schengen-lande har indført midlertidig grænsekontrol. Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 17. marts 2020 et forslag fra EU-Kommissionen om at indføre indrejseforbud til hele EU-/Schengen-området til og med den 16. april 2020. EU's stats- og regeringschefer forventes i slutningen af marts 2020 at drøfte spørgsmålet om eventuel forlængelse af indrejseforbuddet.
Skærpede rejsevejledninger
- Udenrigsministeriet har løbende skærpet sine rejsevejledninger, og den 17. marts 2020 blev opdelingen af verden i røde og orange områder fastfrosset. Danskere, der returnerer fra en udlandsrejse, opfordres kraftigt til at holde sig hjemme i 14 dage, og alle ikke-nødvendige rejser i hele verden frarådes – som tidligere udmeldt – indtil videre til og med den 13. april 2020. Hvis det danske indrejseforbud forlænges, jf. ovenfor, vil alle ikke-nødvendige rejser fortsat blive frarådet i en tilsvarende periode.
Lukning af dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner og fritidstilbud
- Elever og studerende på alle offentlige ungdomsuddannelser- og videregående uddannelser mv. blev fredag den 13. marts 2020 sendt hjem. Hjemsendelsen gjaldt i første omgang i to uger og forlænges nu, så den indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
- Alle indendørs offentlige kulturinstitutioner, folkekirkens kirkebygninger og aktiviteter i sognegårde mv., biblioteker, fritidstilbud og lignende indendørs aktiviteter blev lukket fredag den 13. marts 2020. Lukningen gjaldt i første omgang i to uger og forlænges nu, så den indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
- Alle skoler og dagtilbud blev lukket mandag den 16. marts 2020. Lukningen gjaldt i første omgang i to uger og forlænges nu, så den indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
Hjemsendelse af offentligt ansatte
- Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, blev fredag den 13. marts 2020 sendt hjem. Hjemsendelsen gjaldt i første omgang i to uger og forlænges nu, så den indtil videre løber til og med den 13. april 2020. Offentligt ansatte, hvis opgaver foregår udendørs og ikke indebærer nævneværdig menneskelig kontakt, kan arbejde som normalt.
- De hjemsendte medarbejdere skal fortsat så vidt muligt arbejde hjemmefra.
- Den forlængede hjemsendelsesperiode skal samtidig bruges til at få afviklet noget frihed, ligesom det er aftalt på dele af det private arbejdsmarked. Parterne på det offentlige arbejdsmarked opfordres derfor til at gå i dialog og aftale en konkret model for afvikling af frihed under hjemsendelsen.
Forbud mod arrangementer, begivenheder mv. med flere end 10 personer
- Der blev den 18. marts 2020 indført et midlertidigt forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet. Forbuddet gjaldt i første omgang frem til den 30. marts 2020 og forlænges nu, så det indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
Lukning af natklubber, værtshuse, restauranter og caféer mv.
- Der blev den 18. marts 2020 indført et midlertidigt forbud mod natklubber, diskoteker, barer, værtshuse, vandpibecaféer mv. Forbuddet gjaldt i første omgang frem til den 30. marts 2020 og forlænges nu, så det indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
- Der blev den 18. marts 2020 indført et midlertidigt forbud mod at modtage gæster i restauranter og på caféer mv. Forbuddet gjaldt i første omgang frem til den 30. marts 2020 og forlænges nu, så det indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
Lukning af storcentre mv.
- Der blev den 18. marts 2020 indført et midlertidigt forbud mod storcentre, stormagasiner, overdækkede arkader mv., hvor et større antal personer færdes indendørs. Forbuddet gjaldt i første omgang frem til den 30. marts 2020 og forlænges nu, så det indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
Lukning af indendørs sport- og fritidsfaciliteter mv.
- Der blev den 18. marts 2020 indført et midlertidigt forbud mod indendørs sports- og fritidsfaciliteter mv., herunder bade- og legelande, biografer, teatre, fitnesscentre og solcentre. Forbuddet gjaldt i første omgang frem til den 30. marts 2020 og forlænges nu, så det indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
Liberale erhverv, hvor der ikke kan undgås kontakt med kunder
- Der blev den 18. marts 2020 indført et midlertidigt forbud mod liberale serviceerhverv, hvor der ikke kan sikres behørig afstand mellem udbyder og kunde, herunder frisører, tatovører, massører, kosmetologer mv. Sundhedsfaglig behandling udført af autoriserede sundhedspersoner er ikke omfattet. Forbuddet gjaldt i første omgang frem til den 30. marts 2020 og forlænges nu, så det indtil videre løber til og med den 13. april 2020.
Øvrige væsentlige generelle indsatser
- Der blev den 18. marts 2020 indført nye krav og retningslinjer til butikker, supermarkeder mv. med henblik på at sikre god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd, herunder behørig afstand mellem kunderne. Regeringen og myndighederne vil fortsat have fokus på at sikre nedbringelse af sociale kontakter og behørig afstand mv. i detailhandlen.
- Der er siden den 10. marts 2020 taget en række tiltag med henblik på at begrænse trængsel i den kollektive trafik Der køres for at sikre afstand mellem passagererne med størst mulig kapacitet i togene på de enkelte afgange, ligesom DSB har indført pladsbilletkrav på alle fjern- og regionaltog. Passagermængderne er reduceret med ca. 80 pct., og køreplanerne tilpasses med henblik på at sikre, at trafikken kører stabilt og forudsigeligt for det kritiske personale, der skal bruge den. Regeringen og myndighederne vil fortsat have fokus på indsatsen mod trængsel i den kollektive trafik.
- Alle private arbejdsgivere blev den 13. marts 2020 opfordret til at sikre, at flest muligt arbejder hjemmefra mv., og at der alene afholdes fysiske møder mv., hvis det er absolut nødvendigt, ligesom der bør tages øvrige relevante tiltag for at sikre hensigtsmæssig adfærd på arbejdspladsen.