Midlertidigt stop for fusioner mellem uddannelsesinstitutioner
Uanset hvor man bor, skal der være gode uddannelsestilbud. Derfor vil regeringen sikre bedre adgang til uddannelse – også i tyndt befolkede områder. Børne- og undervisningsministeren tager nu det første skridt ved at indføre et midlertidigt stop for fusioner mellem uddannelsesinstitutioner. Fusionsstoppet gælder frem til der ligger en politisk aftale om bedre uddannelsesdækning i hele landet.
”Uddannelse skal være let tilgængelige for alle – uanset hvor i landet man bor. Både fordi det betyder noget for den enkelte unge, der skal i gang med en uddannelse, men også fordi skoler er det stærke, bankende hjerte i lokalsamfundet,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Det midlertidige stop for fusioner er første skridt mod et Danmark i bedre balance, hvor adgangen til uddannelse ikke afhænger af, hvor i landet man bor.
"Vi vil ændre kursen"
”Siden kommunalreformen har centraliseringsbølgen rullet over Danmark. Hver tredje politistation er væk. Samtidig er sygehuse lukket i mange byer. Regeringen vil en anden vej for Danmark. Vi vil ikke bare sætte en stopper for yderligere centralisering, men ændre kursen,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Regeringen vil nu danne sig et overblik over institutionernes udfordringer og ser frem til at læse eftersyn af institutionsudviklingen samt taxameter- og tilskudssystemet, som forventes færdige i løbet af de næste måneder. Derefter vil regeringen lave en plan for, hvordan uddannelsesdækningen i hele landet kan styrkes. Regeringen vil derfor sætte fusioner af institutionerne i bero indtil videre.
”Vi sætter nu fusioner på pause, fordi vi mener, der er brug for seriøse politiske drøftelser om, hvordan vi får sikret bedre uddannelsesmuligheder i hele landet,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Ministeren understreger samtidig, at særlige tilfælde bliver undtaget. For eksempel hvor en fusion kan skabe bedre uddannelsesmuligheder i tyndt befolkede områder, eller hvor en fusion er et nødvendigt alternativ for en alvorligt økonomisk udfordret institutions udbud.