"På vegne af hele Danmark og alle danskere: Tak."

(Det talte ord gælder.)

Deres kongelige højheder.

Kære udsendte. Kære veteraner. Kære pårørende.

I dag hylder vi de mænd og de kvinder, som har været udsendt og er udsendt for Danmark.

Vi hylder jer.

Flagdagen i år er anderledes, end den plejer at være. De fleste af jer lytter med på afstand. Sådan er det desværre i corona’ens tid.

Men det ændrer selvfølgelig ikke ved. At flagdagen er jeres dag.

På vegne af hele Danmark og alle danskere: Tak.

Tak for indsatsen. Tak for værdierne. Tak for ofrene.

Tak, fordi I gør jeres til, at verden bliver mere retfærdig og mere tryg.

I kæmper for Danmarks sikkerhed, interesser og fremtid.

I kæmper for fred. I kæmper for demokrati.

Og med den kamp kommer en pris. For fred er ikke en given ting. Og demokrati – det koster. Det ved I bedre end nogen andre.

Vi er her på Kastellet ved monumentet for de faldne i Danmarks tjeneste. For dem, som har betalt den højeste pris.

Jer, som gav jeres liv. For at vi andre kan leve vores liv i tryghed og frihed.

Og I der er med her i dag – I der sidder lige her foran – I er kærester eller ægtefæller. Mødre eller fædre. Sønner og døtre. Eller på anden måde pårørende til faldne og alvorligt sårede.

Navnene på jeres kære er hugget ind i mindesmærkets sten. De, som står jer allernærmest, gav alt, hvad et menneske overhovedet kan give.

Jeres sorg og savn er en byrde, som aldrig forsvinder. Men jeg ved, at I støtter hinanden. Og jeg håber, at vi andre, som tiden går, bliver bedre til at støtte jer, så byrden, om muligt, bliver en smule lettere at bære.

Vi skylder Danmarks faldne taknemmelighed og respekt.

Ære være deres minde.

I år har vi heldigvis hverken mistet liv eller haft alvorligt sårede. Men det var tæt på.

Natten til onsdag den 8. januar blev Al Asad Air Base i Irak udsat for et af de mest voldsomme angreb danske soldater har oplevet i nyere tid.

Den nat var der omkring 130 danske soldater på basen.

Soldater, som uddannede irakiske kolleger til selv at lede kampen mod ISIL. Vigtigere bliver det ikke.

Den nat i januar – var nogle af jer ude i ørkenen i køretøjer. På afstand måtte I se til. Mens voldsomme eksplosioner ramte netop dér, hvor jeres kammerater stadig befandt sig.

Kammeraterne inde på basen sad i beskyttelsesrum. Og oplevede eksplosioner så voldsomme, at de bagefter kunne fortælle, hvordan støvet i luften bevægede sig under trykket.

Ødelæggelsen regnede ned.

Ingen vidste, hvornår det ville ende. Ingen vidste, hvordan det ville ende. Ingen kunne vide, om det næste missil ville ramme én selv eller en god ven og kammerat.

For jer alle – både uden for og inde på basen – gjaldt, at I ikke kunne gøre andet end at vente.

Soldater er vant til at handle. Det var tungt for jer at føle den magtesløshed.

Aftenen inden var vi få herhjemme, som fik efterretninger om, at et angreb på basen måske ville finde sted.

Vi og jeg sad med hjertet oppe i halsen. Vi ventede også i uvished. Vi frygtede også, at det værst tænkelige ville ske den nat.

Vi herhjemme stolede selvfølgelig på jer derude.

Jeres træning. Jeres beredskab. Jeres værdier. Jeres kompas.

Og efter angrebet udviste I alle den professionalisme, som kendetegner danske soldater.

I passede på hinanden.

Den nat i januar klarede vi os uden tab.

Det voldsomme angreb i Irak i starten af januar var før, verden blev ramt af den pandemi, som har påvirket os alle.

Covid-19 har sat sit præg på alle missioner.

Hos jer, der forsvarer Europas grænser i Frontex. Arbejder i flygtningelejrene i Grækenland. Er udsendt til NATO’s missioner i blandt andet Afghanistan og Estland. Støtter opbygningen af politiet på Afrikas Horn og andre steder i verden. Og hos alle jer andre.

Uanset om I er soldater, politifolk, sygeplejersker, læger, beredskabsfolk, rådgivere eller andre specialister.

Uanset om I arbejder på frontlinjen. Eller bag frontlinjen. I det utal af funktioner, som alle er nødvendige tandhjul i den danske indsats.

Covid-19 har været en ekstra udfordring både ude hos jer og hjemme hos jeres pårørende.

I Mali deltog et dansk transportfly i FN’s mission. På grund af covid-19 blev I forlænget med meget kort varsel.

Det var svært for jeres pårørende, som havde glædet sig til, I kom hjem. Og nu måtte vente endnu længere på gensynet.

Det var vanskeligt for jer derude. Også fordi FN på grund af corona begrænsede aktiviteten. I kunne se, at civilbefolkningen havde brug for jer. Men soldaterne måtte blive i lejrene.

Jeres kolleger, der arbejder sammen med vores franske allierede, kunne derimod komme på vingerne. Også under corona.

I er med til at bekæmpe truslen fra terrorisme. Den må ikke sprede sig fra Sahel-regionen til Europa.

En af jer har fortalt, at når I flyver over landet, så vinker folk til jer. I er nødvendige, ønskede og velkomne.

I er ikke mange. Men I betyder meget.

De her historier vidner om, at vores udsendte gør en forskel. For os. For verden. For de mennesker, som har allermest brug for hjælp og støtte.

Siden 1948 har op mod 60.000 danskere været udsendt.

Det betyder, at mange af os møder jer i hverdagen. Også når det kan være svært.

En ven. En nabo. En far til datterens klassekammerat. For mit eget vedkommende min bror.

Jeg vil sige til jer alle sammen. Og til alle jeres pårørende:

I skal vide, at hele Danmark står bag jer. Vi er dybt taknemmelige for, at I har valgt at kæmpe for noget, som er større end jer selv.

En bedre verden.

Det forpligter os herhjemme. Vi skal tage godt imod jer. Når I vender hjem. Selvfølgelig skal vi det.

Også bedre end vi gør det i dag.

Nogle af jer kæmper med barske oplevelser. Vi skal have en tryg og solid veteranpolitik. Den er blevet bedre. Men den er slet ikke god nok endnu.

Det er med stor ydmyghed, jeg står her i dag.

I har min største respekt.

I dag hejser Danmark flaget kun for jer.