Nyhed
Danmark aktiverer den røde sikkerhedsventil for yderligere tre lande i det sydlige Afrika: Angola, Malawi og Zambia. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip samt fund af virusvarianten Omikron i Malawi.
Efter indstilling fra Statens Serum Institut den 28. november aktiveres den røde sikkerhedsventil nu også for Angola, Malawi og Zambia. I de fleste afrikanske lande er der ingen eller meget få sekventerede prøver overført til den internationale sekvensdatabase GISAID. Det er derfor meget vanskeligt at foretage en databaseret risikovurdering for forekomsten af den nye bekymrende virusvariant Omikron. Tyskland har ud over de nuværende syv lande på den danske røde liste også medtaget Malawi, mens Storbritannien den 28. november har medtaget Malawi, Angola, Zambia og Mozambique på deres liste over lande med bekymrende virusvarianter.
Med henblik på at begrænse import af Omikron har den nationale taskforce for covid-19-rejserestriktioner derfor besluttet at skærpe rejserestriktionerne for de tre lande. Aktiveringen af den røde sikkerhedsventil for de tre lande træder i kraft ved kl. 12.00 mandag den 29. november 2021.
Aktiveringen af den røde sikkerhedsventil for de pågældende tre lande betyder følgende skærpede rejserestriktioner:
Sundhedsmyndighederne anbefaler desuden, at alle indrejsende til Danmark, der har opholdt sig i røde områder siden 16. november, uanset vaccinationsstatus, lader sig isolere og tager en PCR-test på 4. og 6. dagen efter indrejse, og at isolationen først brydes efter negativt svar på testen fra 6. dagen.
En samlet oversigt over, hvilke lande der er kategoriseret som røde virusvariantområder, findes på coronasmitte.dk.