Finanslovsaftale: Delaftale om coronavinterpakke skal styrke sygehusvæsenet
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne er enige om en coronavinterpakke på 1 milliard kroner til regionerne, der kan styrke sygehusvæsenets robusthed over vinteren.
Det danske sygehusvæsen er udfordret af covid-19 og vintersæsonen med erfaringsmæssigt flere indlæggelser, samtidigt med, at der er opstået en pukkel af udskudte behandlinger blandt andet som følge af pandemien. Regionerne kompenseres allerede for både ekstraordinære udgifter relateret til covid-19 samt den ekstraordinære pukkelafvikling, regionerne udfordres af.
Med den midlertidige coronavinterpakke får regionerne et rygstød, der skal styrke sygehusvæsenets robusthed i de kommende vintermåneder. Midlerne kan bidrage til fremadrettet at styrke og understøtte aktiviteten, fastholde sundhedspersonale og få sygehusvæsenet gennem en ekstraordinært svær vintersæson til gavn for patienterne og personalet.
Finansminister Nicolai Wammen siger:
"Vores sygehuse er lige nu i en helt ekstraordinær situation, hvor de henover vinteren vil være under markant pres, blandt andet på grund af covid-19. Derfor er jeg glad for, at vi i dag er blevet enige om en midlertidig coronavinterpakke, hvor vi tilfører vores sygehuse 1 mia. kroner, som de kan bruge på midlertidige initiativer, der kan få vores sygehusvæsen bedst muligt gennem en meget svær vinter til gavn for patienterne og sundhedspersonalet."
Regionerne aftaler udmøntningen med alle de relevante organisationer.
Læs nyheden om delaftalen på Finansministeriets hjemmeside.