Mere støtte til lokalsamfund og ildsjæle
Med årets første runde af Landdistriktspuljen tager indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek hul på 2021 med rekordhøje 62 mio. kroner til udviklingsaktiviteter i landdistrikterne. Det er 38 mio. kroner mere end i 2020.
Indenrigs- og boligministeren åbner i dag for nye ansøgninger til den første af i alt tre ansøgningsrunder under Landdistriktspuljen 2021. I løbet af året vil der blive uddelt midler til forsøgsprojekter, ø-projekter og forskningsprojekter, men også til to helt nye projekttyper, henholdsvis projekter i områder med landvindmøller og projekter rettet mod frivillige aktører i landdistrikter.
Den rekordstore pulje glæder indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek:
”Regeringen ønsker en målrettet indsats for at skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne. De seneste år har centralisering mange steder spændt ben for de små byer, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver ekstra støtte til de mange ildsjæle, som gør en forskel for deres lokalsamfund,” siger Kaare Dybvad Bek.
I alt 13,5 mio. kroner bliver uddelt i Landdistriktspuljens første runde. De fordeler sig på følgende projekter:
- 9,6 mio. kr. til projekter i områder med landvindmøller
- 2,5 mio. kr. til projekter på de små øer
- 1,4 mio. kr. til forskningsprojekter
Ansøgninger til Landdistriktspuljens første runde 2021 skal være Bolig- og Planstyrelsen i hænde inden 24. marts kl. 12.00.
Ansøgninger til Landdistriktspuljen bliver vurderet af Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, som består af formand Finn Jorsal, Lisbeth Kristensen Lei, Nynne Larsby Friis og Nils Natorp.
Fakta om Landdistriktspuljen og de ekstra midler
Landdistriktspuljens første ansøgningsrunde sættes i gang i dag og uddeler 13,5 mio. kroner. Som følge af de mange ekstra midler i puljen forventes der at være tre ansøgningsrunder i 2021.
De ekstra midler i Landdistriktspuljen i 2021 er et resultat af Klimaaftalen for energi og industri fra 2020, finanslovsaftalen for 2021 samt aftale om satspuljen på børne- og socialområdet 2018-2021 fra november 2017. Det betyder, at der i år lægges en ny ansøgningsrunde i kalenderen hen over sommeren, som supplement til de traditionelle forårs- og efterårsrunder.
Af de 62 mio. kroner tildeles 6,6 mio. kroner til Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer, Center for Landdistriktsforskning og FOOD som aftalebaseret støtte. Herudover tildeles LDF en særbevilling på 200.000 kr., der er øremærket til fortsat markedsføring af det populære ø-pas.
Læs mere dem øgede støtte til lokalsamfund og ildsjæle på Indenrigs- og Boligministeriets hjemmeside.