Unges trivsel skal styrkes med trivselskaptajner, coronabuddies og platforme for fællesskaber
Unges trivsel har taget et stort dyk under COVID-19. Det viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Uddannelses- og forskningsministeren præsenterer nu en række idéer, der er blevet udviklet på et trivselstopmøde, og som kan være med til at styrke trivslen blandt unge under corona.
Trivselskaptajner, coronabuddies og platforme til fællesskaber – det er nogle af de idéer, uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen nu præsenterer i et nyt katalog med idéer fra både uddannelsesinstitutioner, virksomheder, kulturliv og studerende selv til, hvordan man kan styrke unges trivsel under corona.
"Corona har fjernet noget af limen i hverdagen, og vi må ikke være blinde for, at det er særlig svært, når man er ung. Det er ikke kun fredagsbarer og fysiske undervisningstimer, der er aflyst. Det samvær og den fællesskabsfølelse, der er med til at gøre studietiden meningsfuld, er begrænset til et absolut minimum. Derfor er det vigtigt at skabe nye rammer for samvær, nu hvor de gamle er sat ud af spillet. Med hjælp fra institutioner, organisationer og de unge selv skal vi nu have ført de gode idéer ud i livet. Idéerne her gør det ikke alene, men de er et skridt på vejen," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Uddannelses- og forskningsministeren og kulturministeren inviterede i november til topmøde om unges trivsel under COVID-19. Sammen med uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner, virksomheder, studerende og civilsamfundsorganisationer blev der udviklet en lang række idéer til, hvordan unge kan få en mere meningsfuld hverdag under COVID-19 og i tiden bagefter.
Corona har fjernet noget af glæden ved at uddanne sig
Og det er der behov for. Nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at 70 procent af de studerende mener, at coronasituationen har fjernet noget af glæden ved at uddanne sig, og næsten halvdelen af de studerende, nemlig 43 procent, har oplevet at føle sig ensomme på studiet i efteråret 2020.
"Tallene overrasker mig desværre ikke. Men det er bekymrende. Og det er et stort opmærksomhedspunkt for både mig og regeringen. At trives på sin uddannelse må aldrig være den enkelte unges ansvar alene. Vi har et fælles ansvar for at skabe gode, sunde og engagerede rammer for studerende både under corona og helt generelt," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Idékataloget består af 21 sider med tiltag, der spænder bredt. Det er idéer som ”den store digitale fest”, som skal danne ramme om et alternativ til de forbudte piratfester, og en uddannelse i fællesskaber med titlen ”trivselskaptajn”. Men der er også idéer af mere strukturel karakter som en ”platform for videndeling”, der skal give uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner, virksomheder og civilsamfundsorganisationer mulighed for at dele erfaringer og viden om, hvordan man bedst imødeser de udfordringer, COVID-19-pandemien bringer.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen opfordrer nu alle, der har lyst, til at løbe videre med idéerne, så de kan blive omsat til virkelighed.
Læs mere om de nye ideer på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.