Økonomiaftale sætter ansvarlige rammer for regionernes økonomi i 2023
Regeringen og Danske Regioner har indgået en ansvarlig aftale om regionernes økonomi for 2023. Med økonomiaftalen har parterne aftalt et anlægsniveau på 6,95 mia. kr. i 2023. Det er væsentligt lavere end i 2022. Aftalen løfter sundhedsområdet med 1,0 mia. kr., og regionerne bliver kompenseret for deres udgifter forbundet med COVID-19. Økonomiaftalen kommer oven i de politiske aftaler om en sundhedsreform og bedre vilkår for fødende.
Regeringen og Danske Regioner er blevet enige om rammerne for regionernes økonomi i 2023. Aftalen afspejler den aktuelle økonomiske situation, hvor der er høj aktivitet i dansk økonomi, og hvor inflationen er den højeste i næsten 40 år. Anlægsniveauet for 2023 vil være det laveste de seneste 10 år.
Økonomiaftalen betyder igen i år, at regeringen kompenserer for det demografiske træk med et løft af sundhedsområdet i 2023 på 1,0 mia. kr.
Med aftalen for 2023 sikres dermed finansiering af de udgifter, der følger med den demografiske udvikling, når der kommer flere patienter.
Løftet på i alt 1,0 mia. kr. kommer oveni allerede indgåede økonomiaftaler under denne regering, der samlet set har løftet regionerne med over 5 mia. kr. Derudover er der på finanslovsaftalerne afsat 1,4 mia. kr. til psykiatri, 1.000 flere sygeplejersker, den netop indgåede aftale om en sundhedsreform og om bedre vilkår for fødende.
Samtidig er der aftalt yderligere løft til styrket cybersikkerhed og bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet gennem de nye sundhedsklynger.
Finansminister Nicolai Wammen siger:
"Vi har indgået en god og ansvarlig aftale med regionerne, som afspejler, at dansk økonomi i øjeblikket er ramt af høj inflation. I den nuværende situation er det afgørende, at vi ikke hælder mere benzin på bålet. Derfor er vi blevet enige om at lægge en dæmper på anlægsaktiviteten. Samtidig har vi lovet, at pengene følger med, når der heldigvis bliver flere unge og ældre. Det leverer vi igen med dagens aftale, hvor vi har tilført 1 mia. kr. regionerne."
Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:
"Regeringen sikrer med økonomiaftalen midler til at holde hånden under sundhedsvæsenet, når vi bliver flere børn og ældre. Vi har også aftalt, at 150 mio. fra finansloven for 2020 blandt andet skal gå til at ansætte flere i børne- og ungdomspsykiatrien, og vi løfter screening og udredning på brystkræftområdet med flere hoveduddannelsesforløb i radiologi fra 2023. Derudover har vi aftalt at påbegynde en trinvis ibrugtagning af et samlet tilbud til mennesker med dobbeltdiagnose i 2024. Aftalen sikrer regionerne 40 mio. kr. i 2023 målrettet opstartsarbejdet i de nye sundhedsklynger, der skal ses i sammenhæng med tilsvarende beløb til kommunerne."
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen siger:
"Regionerne og sundhedsvæsnet har spillet en afgørende rolle i håndteringen af COVID-19. Men det er vigtigt, at COVID-19 indsatsen ikke fortrænger den øvrige og vigtige borgernære velfærd. Derfor kompenseres regionerne med 3,5 mia. kroner til dækning af udgifterne til COVID-19 i aftalen."
Aftalen indebærer, at regionerne skal reducere deres brug af eksterne konsulenter med samlet 50 mio. kr. i 2023, så den samlede omprioritering fra konsulenter til velfærd i regionerne udgør 250 mio. kr. i 2025 ift. 2020.
Med aftalen leverer regeringen igen på løftet om at dække regionernes afholdte udgifter til håndteringen af COVID-19. Det gælder f.eks. indkøb af ekstra værnemidler, medicinsk udstyr og en robust testkapacitet. Kompensationen sikrer, at håndteringen af COVID-19 ikke går ud over velfærden.
Læs mere om økonomiaftalen på Finansministeriets hjemmeside.