Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Færre miljøbelastende sprøjtemidler på de danske marker

Miljøministeriet

Et bredt politisk flertal er blevet enige om en ny sprøjtemiddelstrategi, der skal nedsætte sprøjtemidlers belastning af miljø og natur med over en fjerdedel.

Når landmændene bruger sprøjtemidler på deres marker til at bekæmpe ukrudt, skadedyr og svampesygedomme, er det vigtigt at det ikke samtidig belaster vores miljø og natur.

Derfor har regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne indgået en aftale om en ny sprøjtemiddelstrategi, der skal styrke beskyttelsen af vandmiljøet, grundvandet og biodiversiteten samt danskernes sundhed og fødevaresikkerhed. Sprøjtemiddelstrategien skal løbe over de næste fem år, og der er afsat i alt 368 millioner kroner.

Aftalen har det mål at bringe belastningen fra landbrugets sprøjtemidler ned med 27 procent i forhold til målsætningen i den nuværende strategi ved at gøre det mere attraktivt for landbruget at vælge de mindst belastende sprøjtemidler. Det er også besluttet, at fremdriften i forhold til målsætningen evalueres i 2025, hvor der udarbejdes et virkemiddelkatalog for at afdække om der kan fastsættes en mere ambitiøs målsætning med konkrete indsatser frem mod 2030.

Det skal blandt andet ske ved at omlægge afgiften på sprøjtemidler, så der samlet bruges færre sprøjtemidler i landbruget, og så de midler, der bruges af økologer, bliver billigere. Omvendt bliver det dyrere at anvende de mest miljøbelastende sprøjtemidler.

Aftalepartierne er også enige om, at der skal bruges mindre af sprøjtemidler med glyphosat ved blandt andet at indføre et forbud mod at bruge glyphosat til høsthjælp i foderafgrøder. Der bliver afsat flere midler til kontrollen hos landmændene, i tolden og hos forhandlerne blandt andet til kontrol med ulovlige sprøjtemidler, som udgør en særlig trussel mod drikkevandet.

For at beskytte grundvandet bedre afsættes der også ekstra midler til Varslingssystemet til udvaskning af pesticider (VAP), som tester, om godkendte sprøjtemidler siver ned i grundvandet under markerne.

Derudover skal ny teknologi og innovation, der gør såkaldt præcisionssprøjtning muligt, mere i fokus. Det gavner både miljøet og landmændenes bundlinje, fordi man ikke sprøjter mere end højst nødvendigt.

"Nu tager vi endnu et skridt i den grønne omstilling af landbruget. Med et ambitiøst mål om at få belastningen fra sprøjtemidlerne ned med mere end en fjerdedel i forhold til den nuværende målsætning på bare fem år ved blandt andet at gøre det dyrere at bruge de mest belastende midler. Oveni passer vi bedre på vores grundvand og styrker vi både kontrollen og forskningen i alternativer. Alt sammen med et meget bredt flertal i Folketinget", siger miljøminister Lea Wermelin.

pdf (408 Kb)