Udrednings- og behandlingsretten genindføres
På baggrund af en vurdering fra Sundhedsstyrelsen har regeringen besluttet at ophæve suspenderingen af udrednings- og behandlingsretten fra fredag den 21. januar.
Udrednings- og behandlingsretten har fra den 3. januar 2022 været suspenderet efter, at flertal i Epidemiudvalget den 21. december tiltrådte regeringens forslag om at suspendere udrednings- og behandlingsretten midlertidigt på det somatiske område. Det skete på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen. Udgangspunktet har været, at rettighederne skulle være suspenderet til og med den 30. januar 2022.
Sundhedsstyrelsen har i dag den 18. januar vurderet, at det nu vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genindføre udrednings- og behandlingsretten. Samlet set finder Sundhedsstyrelsen, at sygehuskapaciteten aktuelt ikke er kritisk udfordret af COVID-19. På baggrund af den sundhedsfaglige vurdering ønsker regeringen at genindføre patientrettighederne snarest muligt og forventer, at dette kan gøres fra fredag den 21. januar.
I forlængelse af Sundhedsstyrelsens vurdering er det dermed heller ikke forventningen, at det bliver nødvendigt at aktivere aftalen om de 300 kommunale pladser, som var indgået for at kunne afhjælpe sygehuskapaciteten.
Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:
"Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsfagligt forsvarligt snarest at ophæve den nuværende suspension af udrednings-og behandlingsrettighederne. Derfor har vi besluttet at fremrykke genindførelse af patientrettighederne, så de træder i kraft allerede fredag d. 21. januar. Selvom vi har høje smittetal, så er antallet af indlagte ikke steget i samme grad, og på intensiv har vi set et fald. Derfor er det positivt, at vi kan genindføre patientrettighederne nu."
Udrednings- og behandlingsretten forventes at blive genindført fra den 21. januar 2022.