Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Varmechecken er udbetalt: 2,4 milliarder hjælper danskernes varmeregninger

Over 400.000 husstande, som har været ramt af høje varmeregninger, har i dag fået en kontant indsprøjtning på 6000 kroner.

Varmechecken er nemlig blevet udbetalt. Det betyder, at 6000 kroner skattefrit er blevet udbetalt til over 400.000 husstande. I alt er det 2,4 milliarder kroner, som nu kommer forbrugerne til gode.

"Det er godt nyt, at pengene nu kommer ud og hjælper danskere, der har været hårdt ramt af høje energipriser. Jeg er glad for, at vi sammen med ansvarlige partier kunne sikre en økonomisk håndsrækning til over 400.000 danske husstande. Det skal hjælpe på varmeregninger i en tid, hvor krigen i Ukraine er med til at holde priserne oppe," siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Aftalen om en målrettet varmecheck blev indgået med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet. 

Varmechecken er blevet udbetalt til den ældste i husstanden.