Aftale om løft af psykiatrien i 2024 sikrer mere kapacitet og bedre hjælp til børn og unge
Regeringen har netop indgået en bred aftale om udmøntning af 400 mio. kr. til psykiatri på Finansloven for 2024. Aftalen har et særligt fokus på børn og unge, hvor hele forløbet fra opstarten af behandling til opfølgning efter endt forløb i børne- og ungdomspsykiatrien skal styrkes. Aftalen skal også forbedre selvmordsforebyggelsen og sikre bedre hjælp til personer i akut krise, ligesom at der også igangsættes en ny indsats for unge med autisme og spiseforstyrrelser og investeringer i brugen af digital psykiatri.
Regeringen har taget hul på et massivt og varigt løft af psykiatrien. Der investeres massivt i at højne kvaliteten og udvide kapaciteten, og samlet set vil psykiatrien i 2030 være løftet med 4.3 mia. kr. siden 2019.
Aftalen om fordelingen af midlerne på Finanslov 2024 er netop landet med alle Folketingets partier.
Samlet set betyder det, at der er opbakning fra partierne og afsat økonomi til følgende initiativer:
- Styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg
- Styrkelse af Livslinien
- Styrket psykosocial indsats ved beredskabshændelser
- National psykiatrisk akuttelefon
- Styrket digitalt behandlingstilbud
- Øget tryghed og sikkerhed for medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud
- Tryghedspakke for medarbejdere i psykiatrien
- Højere kvalitet i indsatsen for børn og unge med autisme
- Hurtig opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien
- Opfølgning efter endt forløb i børne- og ungdomspsykiatrien
- Styrket hjælp til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd
- Videreførelse og styrkelse af UNIK
- Analyse af ventetider til praktiserende psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere
- Nedbringelse af tvang
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Psykiatrien er alt for længe blevet nedprioriteret, og mange mennesker med psykiske lidelser er gennem tiden er blevet svigtet. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal vi have ændret på. Derfor vil regeringen investere et milliardbeløb i psykiatrien de kommende år, og jeg er utrolig glad for, at vi med den her aftale, som alle Folketingets partier står bag, nu styrker psykiatrien med ekstra 567 mio. kr. i 2024. Pengene skal bl.a. bruges til at udvide den samlede behandlingskapacitet, så vi sikrer, at mennesker med psykiske lidelser hurtigere kan blive udredt og behandlet. Det gælder ikke mindst børn og unge, der i dag venter alt for længe på at få hjælp.
Psykiatriordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Horn Langhoff siger:
For Socialdemokratiet har det været helt centralt, at vi fortsætter med at bygge ovenpå de investeringer, vi allerede har foretaget i vores psykiatri. For vi har brug for et massivt og langsigtet løft af psykiatrien. Med aftalen i dag styrker vi indsatsen over for børn og unge. For vi ved, at det har store konsekvenser for både børn, unge og deres familier, når de må vente lang tid på at få den rette behandling. Medarbejderne i psykiatrien ligger os også meget på sinde, og derfor er vi også glade for, at vi med dagens aftale styrker trygheden og sikkerheden for medarbejdere i psykiatrien.
Sundhedsordfører for Venstre, Christoffer Melson siger:
De borgere, der har svære psykiske udfordringer, har fortjent en langt bedre behandling end den, mange møder i dag. Derfor er det også vigtigt, at vi nu har taget hul på at give psykiatrien et markant økonomisk løft, så vi kan skabe reelle og positive forandringer for både patienter, pårørende og personale. For Venstre er det særligt afgørende, at vi nu får sikret en hurtigere hjælp til de mange børn og unge, der venter på behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. Ligesom vi får sikret en tryg opfølgning efter et forløb i psykiatrien for de børn og unge, der har det lidt sværere. Det skylder vi vores børn og unge, og det skylder vi familien omkring. Det her er kun første skridt. Det kommer til at tage tid at få sidestillet psykisk og fysisk sygdom i Danmark, og netop derfor er det vigtigt, at vi har prioriteret et historisk stort løft af psykiatrien de kommende år, så vi når i mål.
Psykiatriordfører for Moderaterne, Rasmus Lund-Nielsen siger:
Det er afgørende, at vi sætter hurtigt og effektivt ind ved de første tegn på psykisk lidelse. I Moderaterne gik vi til valg på psykiatripakker som med inspiration fra kræftpakkerne skulle sikre, at vi tilbyder den bedst mulige behandling til mennesker med psykisk lidelse – hurtigst muligt. Det tager vi med denne aftale et stort skridt i retning af ved indførelsen af behandlingspakker i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er samtidig et vigtigt skridt i retning af at sidestille psykisk og fysisk sygdom, som er en mærkesag for Moderaterne. Vi glæder os derfor også over, at der oprettes en døgnåben psykiatrisk akuttelefon, så man altid kan gribes af en i den anden ende, når psyken spiller en et puds. Vi går med aftalen også i retning af en mere moderne psykiatri med nye og innovative behandlingsformer såsom digitale tilbud og anvendelse af Virtual Reality. Endelig forventer vi os meget af den analyse af ventetiderne, der skal undersøge, om vi kan strukturere psykiatrien på en bedre måde.
Psykiatriordfører for Socialistisk Folkeparti, Anne Valentina Berthelsen siger:
For at styrke psykiatrien, skal vi både tænke nyt og styrke grundpillerne i den regionale psykiatri såvel som i de forebyggende indsatser i kommunerne. Derfor er det især vigtigt, at vi med denne aftale både sikrer penge til at styrke kapaciteten i eksempelvis akutpsykiatrien samtidig med, at vi laver nye tiltag såsom tidligere hjælp til børn og unge allerede inden, de bliver udredt, imens vi undersøger mulighederne for at lade faggrupperne aflaste hinanden mere og forsøger at tage de første skridt til at løse ydernummerproblematikken. Det er godt, at vi nu styrker psykiatrien lidt mere, især i en tid, hvor børn og unge i stigende grad mistrives, og hvor det bliver tydeligere for hver dag der går, at psykiske lidelser og sårbarhed ødelægger livet for alt for mange. Vi er slet ikke færdige, og der skal investeres meget mere i reel drift og kapacitet i psykiatrien, hvis vi skal lykkes, men aftalen i dag er endnu et godt skridt på vejen.
Psykiatriordfører for Danmarksdemokraterne, Jens Henrik Thulesen Dahl siger:
Alt for mange børn og unge har det svært, men det er ikke alle, som har brug for en specialiseret indsats, så længe den er rettidig. Derfor er Danmarksdemokraterne glade for, at vi med aftalen åbner dørene til et lettilgængeligt og ensartet tilbud i hele landet, så flere fremover får hurtigere hjælp. Med aftalen sætter vi også ind med betydelige midler, der skaber mere tryghed og forebygger, at overgreb, vold og drab rammer medarbejdere i psykiatrien. Ingen skal frygte for at gå på arbejde.
Sundhedsordfører for Liberal Alliance, Louise Brown siger:
I Liberal Alliance er vi glade for, at første skridt mod en bedre psykiatri nu er taget. Det er essentielt, at de mennesker, der har brug for hjælp, kan få hjælp - hurtigt. Her er der stadig et stort arbejde foran os, når det handler om vores psykiatri, men nu er vi heldigvis i gang. Med denne aftale styrker vi blandt andet forebyggelsen af selvmord og selvmordsforsøg samt sætter fokus på nedbringelsen af tvang i psykiatrien.
Jo mere det enkelte menneske kan være ”herre i eget liv” jo bedre. For det er, efter vores overbevisning, her vejen til det gode liv ligger, og det fortjener vi alle.
Psykiatriordfører for Det Konservative Folkeparti, Lise Bertelsen siger:
For Det Konservative Folkeparti har det været vigtigt at sikre en hurtigere behandling af børn og unge, når de er visiteret til psykiatrien. Ligesom det har været vigtigt at sikre en god opfølgning efter endt behandling i psykiatrien, så barnet og familien hjælpes godt på vej. Og så er det helt centralt for os, at vi nu styrker indsatsen for forebyggelse af selvmord. Der er stadig meget at gøre for at løfte psykiatrien, men her tager vi skridt i den rigtige retning.
Psykiatriordfører for Enhedslisten, Runa Friis Hansen siger:
Jeg er glad for, at vi i dag kan præsentere en aftale, der fortsætter vores indsats for at styrke psykiatrien – en indsats vi i Enhedslisten var med til at starte med 600 mio. kr. på finansloven i 2020. Et af vores vigtigste krav i forhandlingerne var at sikre en bedre forebyggelse af selvmord, så det er et vigtigt skridt, at vi nu afsætter varige midler til en handlingsplan. Og så er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes os at finde varige midler til at redde Livslinien, der udgør en hjørnesten i det selvmordsforebyggende arbejde. Derudover har vi også kæmpet for at få så mange midler som muligt kanaliseret over til øget kapacitet og flere medarbejdere i psykiatrien bredt set.
Psykiatriordfører for Radikale Venstre, Stinus Lindgreen siger:
Psykiatrien har været underprioriteret og underfinansieret i årtier. Det har meget mærkbare konsekvenser. I Radikale Venstre er vi derfor glade for, at vi endnu engang løfter de varige midler til området. Vi er langt fra i mål, men det er et vigtigt skridt. I denne aftale er jeg særligt glad for, at der kommer et tiltrængt løft til dem, der har brug for akut psykiatrisk hjælp. Ligesom det for os har været afgørende med et fokus på børne- og ungepsykiatrien, hvor ventetiderne i dag er urimeligt lange - hvilket efterlader alt for mange børn, unge og deres familier i fortvivlelse og desperation mens problemerne vokser sig unødigt store. Endelig vil jeg fremhæve hjælpen til dem, der lider af selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser, ligesom det er på tide for alvor at gøre noget ved selvmordsraten i Danmark - som er alt for høj.”
Psykiatriordfører for Dansk Folkeparti, Mette Thiesen siger:
I Dansk Folkeparti er vi glade for aftalen, som rummer mange gode tiltag. Der er eksempelvis gode tiltag ift. at sikre, at personalet i psykiatrien trygt skal kunne gå på arbejde. Det er vigtigt. Vi er også glade for, at det bliver undersøgt, om det giver mening, at lave et helt nyt psykiatrisk akutnummer, eller om det giver bedre mening at styrke de psykiatriske kompetencer i den anden ende, når der ringes 112 – et nummer som alle jo kender i forvejen. Endelig er vi glade for, at der er fokus på behandlingen af spiseforstyrrelser – herunder BED. Aftalen er et godt skridt i den rigtige retning. Men vi er ikke i mål med at få genoprettet psykiatrien.
Psykiatriordfører for Alternativet, Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen siger:
I Alternativet er vi glade for at være med i aftalen, som sikrer flere midler til psykiatrien. Med aftalen løfter vi akutberedskabet og indsatsen i børne- og ungdomspsykiatrien, det er vi glade for. Dertil er vi glade for at projekter som UNIK og Livslinjen får varig finansiering og et løft. Der må dog ikke være tvivl om, at psykiatrien stadig har massive udfordringer og at der skal langt flere tiltag til, der skaber flere grundlæggende forandringer for vores psykiatri. Men vi er med aftalen her et skridt i den rigtige retning.
Psykiatriordfører for Nye Borgerlige, Kim Edberg Andersen siger:
I Nye Borgerlige er vi glade for at vi med denne aftale tager nogle vigtige første skridt i forhold til at få en psykiatri der både kan håndtere de problemstillinger vi har. Og som vi i fremtiden som danskere kan være stolte af.
Læs aftalen på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside