Nyhed

Bred aftale om fremtidens post

Transportministeriet

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige er blevet enige om en aftale, der passer til nutidens postmarked.

Regeringen har sammen med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige indgået en politisk aftale om fremtidens indretning af postområdet. Som led i aftalen ophører befordringspligten, der i dag giver PostNord en særstilling. Dermed kan borgerne se frem til et friere valg.

Samtidig indgår der i aftalen en særlig ordning for småøerne, som kan se frem til bedre betjening end tidligere. Med aftalen bliver der investeret i anlæg til pakker og breve på alle småøer, så der også her bliver muligt at vælge frit, hvem der skal komme med breve og pakker. Derudover vil staten fortsat støtte blindeforsendelser og udlandspost. På disse områder vil der blive iværksat udbud.

Aftaleparterne er også enige om at følge udviklingen nøje, og sikre mulighed for at staten kan gribe ind, hvis der mod forventning skulle opstå udfordringer med postleveringen i for eksempel landdistrikterne.

Transportminister Thomas Danielsen siger:
Seneste postlovsaftale udløb i 2019. Siden da har det været op til transportministeren at lave midlertidige aftaler med PostNord Danmark. Derfor er det glædeligt, at der nu er opnået bred enighed om en tidssvarende postlov, som omfavner vores politiske ønske om ensartede priser på tværs af landet og borgernes frie valg af brev- og pakkeleverandør i hele Danmark.

Ordfører fra Socialdemokratiet, Thomas Monberg, siger:
Det har været afgørende for os i disse forhandlinger, at alle danskere i hele landet fortsat har mulighed for at sende og modtage breve. Samtidig er det vigtigt for Socialdemokratiet, at det med aftalen bliver gjort klart, at der også i fremtiden gælder nogle faste regler for virksomhederne på postområdet, så vi sikre ordentlige løn og arbejdsvilkår for de ansatte.

Ordfører fra Venstre, Hans Christian Schmidt, siger:
Nu får vi bedre ligestilling mellem land og by, så borgerne har frit valg i hele Danmark, når det kommer til, hvem der skal levere breve og pakker. Det er noget, vi i Venstre har arbejdet for i mange år, og jeg er sikker på, at vi vil få bedre service i hele landet. Helt konkret investerer vi for eksempet i ny post og pakkeanlæg til småøerne.

Ordfører fra Moderaterne, Peter Have, siger:
I alt for mange år har posten været en blokpolitisk kampplads. Nu er der brudt op i de gamle mønstre, og det giver mulighed for at lave brede og fornuftige løsninger for hele landet. Det er den her postaftale et godt eksempel på.

Ordfører fra Liberal Alliance, Jens Meilvang, siger:
Nu er det slut med at sende skattepenge efter en befordringspligt, som markedet uden problemer kan løfte. Nu kan danskerne se frem til, at andre bedre kan komme til. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil give bedre service til de rigtige priser.

Ordfører fra Det Konservative Folkeparti, Niels Flemming Hansen, siger:
Jeg er meget glad for, at det nu endelig er lykkedes at få åbnet markedet og slippe af med befordringspligten. Det betyder, at de mange vognmænd, som allerede i dag er ude i alle dele af landet med brev og pakker, ikke længere skal konkurrere på ulige vilkår.

Ordfører fra Radikale Venstre, Stinus Lindgreen, siger:
For Det Radikale Venstre er der vigtig, at vi lytter til fagkundskaben, der siger, at befordringspligten ikke længere er nødvendig for at få breve og pakker i hele landet. Samtidig er det lykkes at få skrevet ind i aftalen, at der skal være fokus på bæredygtighed og klima, og det er rigtig glædeligt.

Ordfører fra Alternativet, Christina Olumeko, siger:
Den grønne omstilling kræver, at vi er ambitiøse på alle områder. Derfor er det også glædeligt, at vi med aftalen nedsætter et bæredygtighedsforum og giver mulighed for fælles udbringning af breve og pakker på de mindste øer.

Ordfører fra Nye Borgerlige, Kim Edberg Andersen, siger:
Ny Borgerlige er stemmer, der arbejder, og derfor er vi også med i den her aftale. Det er et vigtigt skridt mod et mere gennemsigtigt marked, og Ny Borgerlige vil holde nøje øje med, at det vil give en ordentlig service for alle danskere - uanset hvor de bor i landet.

Aftaleparterne vil mødes i efteråret 2023 med henblik på at drøfte en nærmere tidsplan og vilkår for de planlagte udbud.

Ændringerne i postloven træder i kraft 1. januar 2024, men for at sikre, at der vil være tilstrækkelig tid til at få de nye udbud på plads, vil der blive iværksat overgangsordninger på de relevante områder.

Læs aftalen her: Aftale om rammerne for den fremtidige indretning af postsektoren fra 1. januar 2024

Læs hele nyheden her