Nyhed

Danmark øger støtte til jordskælvsramte Tyrkiet

Udenrigsministeriet

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen er i disse dage i Tyrkiet for at mødes med beslutningstagere og samarbejdspartnere, der arbejder med at hjælpe ofrene for de voldsomme jordskælv, som ramte Tyrkiet og Syrien den 6. og 20. februar.

I den forbindelse meddeles det, at Danmark øger støtten til Tyrkiet med yderligere 35 mio. kroner.

Dan Jørgensen udtaler:

”Mit budskab på dette besøg har været klart: Danmark vil meget gerne hjælpe det tyrkiske folk i denne svære situation. Ofrene for jordskælvene har akut brug for vores hjælp.”

“De ødelæggelser jeg har set, og de mennesker jeg har talt med har gjort et stort indtryk. Det er en helt ubærlig katastrofe, som har ramt Tyrkiet og Syrien. I sådan en situation må og skal det internationale samfund træde til med hjælp.” 

Antallet af omkomne efter jordskælvene er alene i Tyrkiet steget til over 45.000, hundredetusindvis af mennesker har mistet deres hjem, og mange er dybt traumatiserede på krop og sjæl.

Danmark har nu samlet givet 141 mio. kr. i støtte til ofrene for de jordskælvsramte områder i Tyrkiet og det nordlige Syrien. Den nye støtte går til det igangværende akutte hjælpearbejde såsom at give jordskælvsofrene varme måltider, tag over hovedet, adgang til sundhedsydelser og hjælp til at bearbejde de psykiske traumer. Støtten vil også fokusere på at hjælpe det store antal syriske flygtninge, som bor i de jordskælvsramte områder i Tyrkiet og står i en særligt sårbar situation.

Dan Jørgensen udtaler:

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at den danske hjælp gør en stor forskel for virkelig mange mennesker, som står i en helt forfærdelig situation. Og jeg er dybt imponeret over det vigtige arbejde, som vores samarbejdspartnere udfører under meget svære vilkår” 

Dan Jørgensen besøger blandt andet teltlejre for de mennesker, der har mistet hus og hjem. Han vil også besøge centre, der uddeler mad til hjemløse, og som arbejder for at skabe rolige rammer og psykisk støtte til de børn, der er påvirkede af jordskælvene. Han vil rejse sammen med danske partnere såsom Dansk Flygtninge Hjælp og Røde Kors og mødes med de tyrkiske myndigheder. Dan Jørgensen mødes blandt andet med Tyrkiets indenrigsminister, Soleyman Soylu, som har et tværgående ansvar for den humanitære indsats efter jordskælvene i de berørte provinser. 

Baggrund

Danmark har sendt et teknisk team fra Beredskabsstyrelsen til Tyrkiet for at hjælpe med nødhjælpsarbejdet. Beredskabsstyrelsen har også leveret 42 mobile boligenheder (PREFABS) til jordskælvsområdet. Boligenhederne går til at huse nødstedte ofre og nødhjælpsarbejdere. Danmark har også udsendt to eksperter til FN (United Nations Disaster Assessment and Coordination). Danmark har også bidraget med et Hercules fly, som har hjulpet med at få nødhjælp til de ramte områder.

Danmark har givet støtte til Red Barnets og Dansk Flygtningehjælps humanitære arbejde med uddeling af tæpper og basale fornødenheder og psykologisk førstehjælp til jordskælvsofrene i Tyrkiet. Danmark har også støttet Røde Kors-bevægelsens arbejde, det indbefatter Tyrkisk Røde Halvmånes frivillige, som lige nu leverer varm mad og hjælper med at genetablere kontakt mellem familiemedlemmer samt giver psykosocial støtte.

I det nordlige Syrien var den humanitære situation allerede dybt alvorlig inden jordskælvene som følge af den 12 år lange borgerkrig. Danmarks hjælp til Syrien er givet via danske civilsamfundsorganisationer og FN’s humanitære landefond, som er den primære nødhjælpsmekanisme for det nordvestlige Syrien. Danmark har også ydet hjælp til de Hvide Hjelme, som har fået fremrykket deres støtte. De Hvide Hjelme arbejder bl.a. med at lokalisere og bjerge mennesker fanget i sammenstyrtede bygninger i Syrien. De Hvide Hjelme har foreløbigt reddet ca. 3000 personer ud af murbrokkerne efter jordskælvet, og arbejdet fortsætter.

Danmark har også givet støtte til tværgående indsatser i både Tyrkiet og Syrien via FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) som bl.a. arbejder med at yde beskyttelse til internt fordrevne i Syrien og syriske flygtninge i Tyrkiet.