Nyhed

Regeringen modtager Reformkommissionens anden anbefalingsrapport

Finansministeriet

Med publikationen Nye Reformveje 2 har Reformkommissionen i dag præsenteret sin anden pakke med anbefalinger om dagtilbud og folkeskole, ungdomsuddannelser samt kvalitet i alle uddannelser og dagtilbud. Fokus er især på børn og unges vej gennem uddannelsessystemet.

Reformkommissionen med professor Nina Smith i spidsen blev nedsat af den daværende regering i oktober 2020 og skal foreslå løsninger på en række komplekse udfordringer, som årtiers reformpolitik ikke i tilstrækkelig høj grad har formået at tage hånd om.

I dag har Reformkommissionen præsenteret sin anden af i alt tre anbefalingsrapporter, Nye Reformveje 2. Her er fokus især på, at flere børn og unge får en bedre og mere attraktiv vej gennem uddannelsessystemet.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

"Regeringen deler kommissionens ambitioner om, at flere unge får lyst til at vælge en erhvervsuddannelse, om bedre balance mellem bogligt og praktisk indhold i udskolingen og bedre hjælp til, at udsatte elever kan få løftet deres faglige niveau.

Regeringen har et ambitiøst mål om gennem reformer at løfte den strukturelle fuldtidsbeskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030. Kommissionens anbefalinger er et vigtigt bidrag til at indfri de potentialer, der er ved at få flere i arbejde, og at flere får de rette kompetencer."

Kommissionens i alt 50 anbefalinger falder i tre dele og omhandler:

  1. Dagtilbud og folkeskole
  2. Ungdomsuddannelser
  3. Kvalitet i alle uddannelser og dagtilbud

Læs publikationen Nye Reformveje 2 på Reformkommissionens hjemmeside

Medlemmerne af Reformkommissionen er:

  • Nina Smith, professor ved Aarhus Universitet (formand)
  • David Dreyer Lassen, Prorektor og professor ved Københavns Universitet
  • Philipp Schröder, professor ved Aarhus Universitet
  • Per B. Christensen, formand for Danske SOSU-skoler, VIA University College og VUC-Kbhsyd
  • Jørgen Søndergaard, forskningsleder (emeritus) i VIVE
  • Jon Kvist, professor ved Roskilde Universitet
  • Agnete Raaschou-Nielsen, fhv. adm. direktør og bestyrelsesformand.

Læs mere om Reformkommissionens arbejde på reformkommissionen.dk

 

Nyheden om Reformkommissionens anden anbefalingsrapport, kan findes på Finansministeriets hjemmeside