Nyhed

Statsministeren, vicestatsminister og forsvarsministeren og udenrigsministeren møder præsident Zelenskyy

Statsministeriet
Forsvarsministeriet
Udenrigsministeriet
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen på besøg i Ukraine den 30. januar 2023.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen på besøg i Ukraine den 30. januar 2023. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har i dag besøgt Ukraine.

Her mødtes de med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy og udenrigsminister Dmytro Kuleba. De drøftede den aktuelle situation i landet og regeringens brede støtte til Ukraines frihedskamp senest med donationen af 19 CAESAR artilleripjecer. De bekræftede regeringens ambition om at fortsætte den stærke opbakning til Ukraine, så længe det er nødvendigt.

Delegationen besøgte byen Mykolaiv, som Danmark har påtaget et særligt ansvar for. Her mødtes de blandt andet med en række lokale repræsentanter for Mykolaiv og så, hvordan dansk støtte er med til at hjælpe borgerne i den krigshærgede by. Der er fortsat stort behov for hjælp i Mykolaiv. Både på den helt korte bane, hvor borgerne kæmper med at overleve vinteren. Og på den lange bane, hvor Danmark skal være med til at genopbygge byen og skabe muligheder for dens borgere, når krigen er slut.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Der er akut behov for støtte fra resten af den frie verden til Ukraines frihedskamp. Derfor var mit klare budskab til præsident Zelenskyy i dag, at Ukraine altid kan regne med Danmark som nær ven og partner. Vi vil sammen med vores allierede og partnere fortsætte den brede støtte til Ukraine, så længe det er nødvendigt.”

Vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen udtaler:

”Det har været vigtigt for mig at bekræfte Danmarks fortsatte støtte til Ukraines frihedskamp. Vi har fra starten af krigen været et af de mest aktive donorlande og har løbende presset på for flere og tungere donationer. Den seneste donation af alle Danmarks CAESAR-artilleripjecer er blevet modtaget med stor taknemlighed fra ukrainsk side og vores besøg har understreget, hvor uhyre vigtig denne donation og militære kapacitet er for Ukraines fortsatte kamp for frihed. Det kan vi være stolte af.”

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Ødelæggelserne i Mykolaiv gør stort indtryk, og jeg kan ikke undgå at blive berørt, når jeg ser helt almindelige ukrainere uden vand og varme i den barske vinterkulde. Det bekræfter mig i, at vi skal fortsætte vores massive støtte til Ukraine, og at det er det eneste rigtige, at vi har påtaget os en særlig rolle i genopbygningen af Mykolaiv.”