Nyhed
Ekspertgruppen for ChatGPT og andre digitale hjælpemidler har afleveret deres endelige anbefalinger til, hvordan skoler og institutioner kan håndtere digitale hjælpemidler ved prøverne.
Prøver, hvor det er muligt at snyde eller blive anklaget for at snyde, skal begrænses. Og det skal være muligt at ændre i prøveformer hurtigere end tidligere, så prøverne løbende kan tilpasses ny teknologi.
Sådan lyder nogle af de anbefalinger, som ekspertgruppen for ChatGPT og andre digitale hjælpemidler netop har afleveret til børne- og undervisningsministeren.
Ekspertgruppen har haft til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan ChatGPT og andre digitale hjælpemidler kan håndteres ved prøverne i folkeskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser. Prøverne er blandt andet udfordret i forhold til snyd på grund af den hastige teknologiske udvikling. Derfor er ekspertgruppen meget optaget af, at fokus flyttes fra snyd til læring, så det tillidsfulde lærer-elev-forhold prioriteres.
Ekspertgruppen har i deres anbefalinger taget udgangspunkt i, at teknologien er til stede i elevers hverdag, og at de under deres uddannelse skal lære at bruge teknologien reflekteret og forstå den på linje med øvrige tilgængelige værktøjer. Derfor anbefaler de, at der fremover både skal være prøver uden digitale hjælpemidler og prøver, hvor de kan indgå. Det skal sikre, at det både er muligt at prøve elevernes basale færdigheder uden hjælpemidler og deres kompetencer, hvor digitale hjælpemidler kan inddrages.
Formand for ekspertgruppen Birgitte Vedersø siger:
Det er afgørende vigtigt, at eleverne lærer at bruge og forholde sig til kunstig intelligens på en reflekteret, kritisk og konstruktiv måde. Derfor skal de hjælpes af dygtige faglærere, og teknologien skal inddrages i undervisningen og ved eksamen side om side med eksamener uden hjælpemidler. Det kræver nye prøve- og ikke mindst nye arbejdsformer i skolen, hvor fokus flytter fra snyd til læring. På den måde får vi en bred og pålidelig udprøvning af elevernes færdigheder og kompetencer. At give eleverne en moderne og opdateret dannelse med viden om teknologiens muligheder og faldgruber er en opgave for vores uddannelsessystem og kan ikke overlades til TikTok og andre techgiganter.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger:
Den digitale udvikling er kommet for at blive. Det stiller krav til, hvordan vi strikker prøverne sammen, så vi sikrer, at eleverne får en retvisende bedømmelse. Det er en vigtig dannelsesopgave at lære børn og unge at forholde sig til og bruge teknologi kritisk, og det stiller krav til, hvordan vi i undervisningen klæder eleverne på til det. Vi skal samtidig kunne stole på eksamenerne. Det er afgørende for mig, at vi udvikler prøverne, så vi også kan teste, uden der bruges digitale hjælpemidler. Det er nødvendigt for at kunne vurdere, hvilken viden og færdigheder eleverne selvstændigt har tilegnet sig. Det synes jeg, ekspertgruppen kommer med nogle interessante bud på.
Ekspertgruppen for ChatGPT og andre digitale hjælpemidler blev nedsat i maj 2023. I december sidste år afleverede ekspertgruppen sine foreløbige anbefalinger.
Anbefaling 1: Prøverne skal gå på to ben – og kunne udprøve både med og uden digitale hjælpemidler
Anbefaling 2: Løbende udvikling af prøver
Anbefaling 3: Brug af digital teknologi og kunstig intelligens som et strategisk indsatsområde
Anbefaling 4: Undervisningen skal danne grundlag for nye prøveformer
Anbefalingerne vil indgå som et bidrag i ministeriets videre arbejde med at udvikle prøver. I første omgang iværksætter Styrelsen for Undervisning og Kvalitet en række forsøg med nogle af de prøveformer, som ekspertgruppen har foreslået. Samtidig vil anbefalingerne også indgå i det kommende arbejde i ekspertgruppen for folkeskolens prøver, der er nedsat som følge af aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse, og som ligeledes skal drøftes med Sammen om Skolen.
Læs ekspertgruppens anbefalinger (PDF)
Læs kommissoriet for ekspertgruppen (pdf)
Læs nyheden på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside