Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Tema

Regeringens 2025-plan

Regeringen har tirsdag fremlagt en ambitiøs 2025-plan, som viser vejen til øget vækst og beskæftigelse i Danmark og giver flere penge mellem hænderne til den enkelte dansker. Her er planen.

Danmark har en økonomi, som de fleste andre lande misunder os. Vores arbejdsløshed er lav. Vores offentlige gæld er under kontrol. Og Danmarks økonomiske fremtid ser lys ud, hvis vi fortsætter ad det spor, vi har lagt.

Danmark står stærkt, fordi vi har en god og ansvarlig tradition for at gennemføre reformer og vise rettidig omhu. Det arbejde skal vi fortsætte. Derfor fremlægger regeringen hermed den plan, der sætter rammerne for dansk økonomi frem mod 2025.

Vi vil forstærke og forlænge det nuværende opsving i kraft af reformer, der øger vores arbejdsudbud og vores produktivitet. Det vil på godt dansk sige, at vi kan fasholde vores førerposition, når det kommer til velstand og velfærd, men det kræver, at vi arbejder lidt mere og arbejder lidt smartere.

Hvis vi opfylder regeringens vækstmål, kan vi opbygge en reserve, som øges til i størrelsesordenen 33 mia. i 2025. Den kan blandt andet gå til at sætte skatten ned, igangsætte nye væksttiltag og prioritere vigtige serviceområder og danskernes sikkerhed mv.

Når vi gennemfører reformer, der øger vores arbejdsudbud, og som forbedrer vores fremtidsudsigter, har vi mulighed for at gøre lidt mere her og nu.

Regeringen vil gøre det mere attraktivt at spare op til pension

Samtidig med 2025-planen fremlægger regeringen et tilbagetrækningsudspil. Danskerne lever længere end tidligere, og mange lever de ekstra år med et godt og sundt helbred. Derfor ønsker regeringen, at flere udskyder deres pension og bliver længere på arbejdsmarkedet til gavn for både den enkelte og for samfundet. Læs mere herunder.

Video: Hvad er en 2025-plan?