Gravide selvstændige i corona-klemme kan få barselsdagpenge med tilbagevirkende kraft
Flere gravide med egen virksomhed har i forbindelse med nedlukningen fået afslag på barselsdagpenge, da de ikke har kunnet leve op til det såkaldte beskæftigelseskrav. Derfor har et bredt flertal aftalt at lempe kravet, så man kan se bort fra perioden 1. december 2020 til 30. april i år, når man skal vurdere, om den selvstændige har levet op til det.
I stedet kan aktiviteten i virksomheden inden den 1. december bruges til at opfylde kravet. For at lette administrationen i kommunerne og Udbetaling Danmark har partierne besluttet, at lempelsen skal gælde for alle selvstændige.
Ændringen vil virke med tilbagevirkende kraft og gælde for selvstændige, som er gået på barsel den 1. december eller senere. Kommunerne og Udbetaling Danmark vil skulle genoptage de sager, som har fået afslag på barselsdagpenge i perioden.
Regeringen skønner med betydelig usikkerhed, at ændringen vil berøre cirka 40 selvstændige. Lovforslaget bliver fremsat i dag.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:
- De små selvstændige har stået i en meget svær situation her, som de har haft svært ved at forudsige. Derfor har jeg foreslået partierne, at vi rækker hånden ud og hjælper de selvstændige, som står og skal på barsel. Jeg er glad for, at et flertal af partierne bakker op og jeg glæder mig over, at vi sammen kan hjælpe de selvstændige, der er kommet i klemme her i corona-krisen.
Læs mere om initiativet for at sikre gravide selvstændige på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.