Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Nu kan du få et coronapas allerede efter første vaccinestik

Sundhedsministeriet

I dag træder nye regler i kraft, der lemper reglerne for gyldig dokumentation i coronapasset.

Regeringen har sammen med aftalepartierne bag Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark indgået Aftale om udmøntning af genåbning pr. 21. maj 2021, som indebærer, at det fra i dag bliver muligt allerede efter første vaccination mod COVID-19 at anvende dokumentation herfor som gyldigt coronapas. Det får betydning for over 600.000 danskere allerede i dag.

Sundhedsstyrelsen har nu fastlagt, at dokumentationen vil være gyldig som coronapas fra 14 til 42 dage efter første vaccination. Ændringen betyder også, at borgere, der har gennemført et vaccinationsforløb bestående af flere doser, nu kan bruge dokumentation herfor som gyldigt coronapas umiddelbart efter, at den sidste vaccinedosis er modtaget – og ikke først efter 14 dage som hidtil.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

"Vi ved, at vaccinerne er særdeles effektive allerede kort tid efter første stik. Derfor er jeg helt tryg ved denne forbedring af coronapasset. Og for den enkelte, som har fået sit første vaccinationsstik, og en test derfor ikke længere er nødvendig for at få et coronapas, gør det livet lidt lettere, når man for eksempel skal på restaurant eller i biografen. Det er fortsat helt afgørende, at man også får andet stik, fordi det giver ekstra beskyttelse mod corona."

Ændringerne er tilrettet i vaccinationspasset på sundhed.dk og i MinSundhed, så man allerede nu kan hente et vaccinationspas efter den første vaccination. Ændringerne vil desuden være implementeret i den nye coronapas-app, når den lanceres inden udgangen af maj.

Læs mere om den politiske aftale på Sundhedsministeriets hjemmeside.